Gammeltid efter flere vintre

Tidens trend er en superaktiv alderdom, men det gider Palle. H. Steffensen ikke

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Den ligner en børnebog, men det skal man ikke lade sig vildlede af. Bogen er en samling af små kapitler, som man kan slå op i på må og få og bruge i småbidder.

Når man er gammel nok, ved man, at der er en alder for støttestrømper og læsebriller. Og når man har været det længe nok, kan man næsten ikke holde ud, at man ikke kan få lov til at være gammel i fred men skal påduttes den ene eufemisme efter den anden. Man er ældre, gråt guld eller senior. En eufemisme hedder det, når noget skal lyde mildere end sandheden. Et lempeudtryk. I denne forbindelse angiveligt affødt af ungdomshysteriets berøringsangst over for den ellers indlysende kendsgerning, at tiden går, og at vi går med - alene med den skæbnesvangre forskel, at mens tiden fortsætter, så får vores en ende. Det er åbenbart dette uundgåelige endeligt, vi skal skånes for direkte konfrontation med. Palle H. Steffensen, pastor emeritus og selv en halvgammel mand på 66, gør op med det. At være gammel bør være en hædersbetegnelse, mener han. Så han har skrevet en bog om alderdom. Ikke om ¿den tredje alder¿ men slet og ret om, hvad han kalder for gammeltiden. Om Det gode Liv og ¿Til den, der har levet flere vintre¿. Undertitlen er nudansk for det oldnordiske ord for gammel - gamall. Der er noget livskraftigt over denne oprindelige betydning, mener han. Noget stærkt, - Hvorfor har vi rynker og tænksomme øjne? spørger han i bogen og svarer selv: Netop fordi vi har levet i flere vintre, har livserfaring, har et ansigt, der bærer præg af livets glæder og livets smerte. Det burde man ikke have nødigt at camouflere, mener han. Og giver altså et bud på, hvad det gode liv er. Ikke en opskrift med et facit, men en opskrift på at forholde sig til alderens kendsgerninger på godt og ondt og efter behov skifte de gamle erfaringer ud med nye. Personligt henter Palle H. Steffensen et citat fra Gnags-sangeren Peter A.G. til beskrivelse af sit eget ideale pensionistliv: ¿Når jeg bliver gammel, så vil jeg sidde på en bænk, der hvor havet slår ind over molen, og dele rødvin og memoirer med de andre gamle i solen¿. - Både ungdomshysteriet og virksomhedsfilosofien er ved at brede sig i de ældre generationer, siger han - med sund sans for ældre-ordets brugbarhed. Man skal være fleksibel og dynamisk og omstillingsparat. Man skal være aktiv, sprudlende og vital og med ildhu kaste sig over nye udfordringer - over edb-kurser, sprogkurser, rejser til de varme lande og golf tre gange om ugen. - Jamen, jeg gider ikke, konstaterer Palle H. Steffensen med al mulig respekt for dem, der har lyst og kræfter til at bestige Mount Everest. Men minder om, at midt i denne aktivtrend overses det, at pensionister kan være nedslidte, at helbredet kan skrante, og at mediernes forherligelse af de aktive kan udvikle sig til en forestilling om et A-hold og et B-hold af gamle. - Derfor er det afgørende for det gode liv, at man ikke ligger under for, hvordan andre definerer det, men at man selv bestemmer sin rolle som gammel, fastslår han. Ikke tid til at fortryde Selv har han god tid fra morgenstunden med P1 på radioen og en rytme, som ikke er overtaget af tidens tyranni. - Det er jo en af de gode ting ved at blive gammel, siger han, at man kan vende tilbage til en rolig rytme fra den stræben ud i fremtiden, som er karakteristisk for arbejdslivet. Hvor tiden er kendetegnet af, at vi har brugt den på forhånd, så vi bliver rastløse af stress i forsøget på at følge med. Forfatterens egne vintre er bl.a. gået med at være seminarielektor, præst i Godthaab og skoledirektør i Aabybro, inden han tog endnu ti pastorale år, før han blev pensioneret for seks år siden. Man kan, set udefra, måske sige, at han altså næppe heller har al mulig grund til det, men han er ikke den, der bruger sin alderdom på at fortryde sit liv og det, han ikke prøvede. Og det store budskab i bogen går på, at vi andre også skal lade være. Sandheden er, hedder det, at vores liv kommer til os i lykke og ulykke, og at vi sjældent har planlagt, at det gik, som det gik. Thi livet vederfares os - og alderdommens fylde er netop et langt livs vederfarelser af godt og ondt. Hvis man sidder i sin alderdom med følelsen af fortrydelse over, hvad man ikke nåede og ikke prøvede, har man misforstået, hvad livsfylde er, mener Palle H. Steffensen. Man har fortabt sig i de uendelige muligheder, og det kan give sand i munden. Livsfylde er ikke at spille en masse roller men virkelig at have spillet dem, man fik, mener han med Kierkegaard. I det enkle og gennemlevede. Har man gjort det, har man ingen grund til fortrydelse. - Man kan jo ikke både være en ægtefælle, der tjener sit udkomme på et kontor eller et værksted og samtidig være havnesjover i Marseilles, som han konstaterer. Man skal ikke bruge sin alderdom på at tænke bitre tanker om, hvordan alting kunne have været, råder han, og man skal ikke give sig af med at spørge om, hvad meningen var med det liv, man har levet. - Man skal hellere tænke på, hvad der har haft betydning for en, siger Palle Steffensen, så dukker pludselig en lang række livsbekræftende svar op: naboen, fordi han hilser over hækken, ægtefællen, børn og søskendebørn, vennerne i klubben har betydning. Man skal lede længe efter et menneske, der af hjertet kan hævde, at intet har betydning for det. Og så har man som gammel, hedder det i et afsnit om, at man må leve med sin fortid, tilgivelsens mulighed. Man kan vælge sig selv som den, man er - også selv om det ikke er nemt. Man må forsone sig med sig selv. Og glædes over, at man har levet flere vintre. [ Palle H. Steffensen: ¿Om det gode liv¿. Høst & Søn. 96 sider, 199 kr.

Forsiden