Gandrup er årets landsby
Netværksforsker fik prisen for at være ven af landsbyer

Arbejdet med at anlægge det store naturområde ved Teglværkssøerne var i går med til at sikre Gandrup titlen som Årets Landsby. Pressefotograf Jens Morten
LUNDBY:Det blev Gandrup, der i år løb med prisen som Årets Landsby 2012, da foreningen af Landsbyer i Aalborg Kommune, LAK, i går holdt generalforsamling i Lundby Kultur- og Forsamlingshus.
Det afslørende formand Jørgen Folkvang, som blandt andet fremhævede de mange aktive frivillige og det gode samarbejde mellem foreningerne i byen og skolen.
- Det har sikret, at en række spændende projekter er blevet ført ud i livet. For eksempel et Lego-videnscenter og etableringen af det store naturområde ved Teglværkssøerne, hvor der både er anlagt broer - ligesom så søerne nu kan bruges til sejlads, forklarede han.
Godt år for landsbyer
Jørgen Folkvang mente i øvrigt, at 2012 har været et godt år for LAK med en god medlemstilslutning.
- Så i løbet af året har vi fået styrket vores gode netværk - både med Aalborg Kommune og en række andre organisationer og foreninger, påpegede han.
- Der har været mange udfordringer at tage fat på, og vi bliver heller ikke arbejdsløse i år, mente formanden
Årets landsbyven
Generalforsamlingen uddelte også en pris til Årets Landsbyven 2012. Og den ære tilfaldt i år Michael Jensen fra Center for Netværks Planlægning, CNP, på Aalborg Universitet.
- Michael har om nogen arbejdet utrætteligt for at udbrede gode bredbåndsforbindelser til landdistrikterne. Hans indsats har både påvirket det politiske, det organisationsmæssige og det lokale niveau. Og meget af hans arbejde, har han udført i fritiden uden betaling, fortalte Jørgen Folkvang.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.