Gang i billetsalget til rockkoncert

FJERRITSLEV:Efter en lidt træg begyndelse er der kommet gang i salget af billetter til årets Vesterhavs Rock, der finder sted lørdag 26. juli på dyrskuepladsen ved Han Herred Fritidscenter. Bestyrelsesformand Tommy Pedersen oplyser, at der foreløbig er solgt 1.350 billetter, og det betyder, at der kun er 150 tilbage til den særligt favorable forsalgspris. - Det bliver dyrere, hvis man venter, som han siger. Endnu dyrere bliver det efter 18. juli og ved indgangen, hvor prisen næsten bliver dobbelt så høj som nu. Alle aftaler og arrangementer er på plads til den store koncertdag, og senest er det aftalt, at et minitivoli med forskellige underholdningsmuligheder også stilles op på pladsen. Hovednavnet i Vesterhavs Rock er i år den internationalt kendte gruppe Boney M, og desuden medvirker Zididada, På Slaget 12 og Killer Queen. Der er også lidt for børnene, som vil blive underholdt af Muddi og Salamidrengene. Bag Vesterhavs Rock står en række idrætsforeninger i Fjerritslev, og det er femte gang, koncerten holdes.