Gang i Toldkammeruret igen

Direktør for Jyske Bank har ansvaret for, at uret bliver trukket op

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Efter 30 års tomgang er der igen gang i både ur- og klokkeværk på Toldkammerbygningen. FOTO: HENRIK BO

AALBORG:I over 30 år har viserne på det over 100 år gamle tårnur på Toldkammerbygningen i Aalborg stået stille, og klokkeværket har ikke givet en lyd fra sig. Nu er det blevet restaureret af folk fra Haandværkerhuset, og de sidste 14 dage, har viserne igen rørt på sig. Det er Jyske Bank, der holder til i Toldkammerbygningen, og udlejeren Hans Andersen fra City-Ejendomme har i lejekontrakten sikret sig, at lejeren trækker uret op en gang om ugen. Det er dermed blevet områdedirektør i Jyske Bank Tom Frandsens opgave at trække i håndsvinget, så de to lodder på henholdsvis 111 kilo og 60 kilo kan blive trukket op. - Vi skal jo værne om den historiske bygning, og hvis de mener, at det er kompetente folk, der skal trække uret op, så gør jeg gerne det, siger Tom Frandsen med et smil, mens han finder håndtaget frem. - Men jeg har jo også lov til at uddelegere det til andre, siger han. Uret går præcist Urværket har fået en central placering lige ovenfor trappen i det lyse loftsrum, der skal rumme konferencelokale og kantine. - Uret er alletiders indgang til en god snak inden et møde, siger Tom Frandsen. Han viser urværket frem og peger på, hvor urmageren har indgraveret sit navn i 1902. - Og uret passer ganske fornuftigt. I går kom jeg forbi klokken 14.10, og det passede med mit eget ur, siger Tom Frandsen. Der var ellers konstrueret et automatisk optræk, så bankdirektøren ikke havde behøvet at trække uret op. Men Hans Andersen ville gerne have Jyske Bank til at betale udgifterne. - Det ville vi ikke. Det er jo et simpelt system, og jeg kan sagtens trække det op en gang om ugen. Men ansvaret for smøringen påhviler ikke mig, siger Tom Frandsen og peger på olieflasken. Urmager Anders Enghave fra Haandværkerhuset, der har stået for restaureringen af uret, mener dog, at der på sigt vil blive lavet automatisk optræk. - Så bliver man fri for at trække det op. Man kommer nok til at glemme det engang imellem, og så bliver man træt af, at folk kommer og fortæller, at uret ikke går, siger Anders Enghave. Han pointerer også, at man sikkert bliver nødt til at trække det op to gange om ugen, da det ikke kan gå i otte dage i træk. Under restaureringen har man nemlig sænket loftet og hævet gulvet. Det betyder, at de tunge lodder ikke har så meget faldhøjde. - Men ellers er restaureringen gået godt, og uret fungerer næsten som nyt, siger Anders Enghave.