Frankrig

Gangsterbiler på fransk visit

60 fyrige, flotte og elegante franskmænd gør Aalborgs gader usikre i weekenden

AALBORG:Hvem kan stå for en charmerende franskmand i sin bedste alder? Livsklog, eksotisk, distingveret og uden en eneste rynke i den blanke hud. Fredag eftermiddag kommer 60 af slagsen til Aalborg, hvor de resten af weekenden vil vise sig frem på byens solbeskinnede pladser ved Rosdahls Restaurant på havnen og på Nytorv. De mænd, der allerede efter denne præsentation er begyndt at holde ekstra godt øje med konen, kan jeg berolige med, at de ikke har noget at frygte. For selv om franskmændene næsten er indbegrebet af rå gangstertyper og har spillet med i mange krimifilm, skal konen være mere end almindeligt bilglad, før hun forlader mand og børn til fordel for en af de fremmede. Gæsterne har nemlig fire hjul, hedder Citröen til fornavn, Traction Avant til efternavn og er mellem 46 og 69 år gamle. Det er bilklubben Traction Avant Danmark, der stiller deres biler til skue, mens de holder træf i Aalborg. De 60 biler og deres ejere mødes klokken fire fredag eftermiddag ved Aalborg Vandrehjem på Skydebanevej. Men først lørdag formiddag klokken halv ti, må vi andre kigge med. Der kører de fine gamle modeller ned på havnen til Rosdahls Restaurant, hvor der i dagens anledning vil være musik og marked med franske varer. Derfra fortsætter bilerne op over Nytorv til Gammeltorv, hvor interesserede vil kunne se bilerne mellem 11.30 og 14.00 Klokken 16.30 går den vilde reservedelsjagt så ind, når entusiasterne holder stumpemarked ved vandrehjemmet.