Ganske bemærkelsesværdig digtsamling

BØGER Kurt Harrits "Fem grunde til ikke at dø" # # # # ¤ ¤ Grunde til at dø er der ellers nok af og Harrits anden digtsamling er et modent blik på verden og livet, hvilket (måske) også indebærer, at man får et andet og nærere forhold til døden, men titlen taler netop om fem grunde til IKKE at dø. Sjovt nok består samlingen af fem suiter, og det er formentlig disse, og ikke et eller andet særskilt tema, forfatteren hentyder til med sin titel. Dermed bliver titlen også dobbelttydig: at skrive disse fem og mere alment bare det at skrive bliver en grund til ikke at dø, hvilket på en gang er livsbekræftende og dybt pessimistisk, på den anden side, så sidder vi jo og læser disse fem suiter, så dette at læse bliver også en grund til ikke at dø, hvilket er præcis lige så opmuntrende og pessimistisk som den første tolkning. At det kan hænge sådan sammen, viser sig bl.a. følgende fabelagtigt præcise slutning: Helst vil jeg sidde en morgen for længe og adskille poesi fra alt. Et bonmot er en træffende bemærkning, der indeholder en bevidsthed om sin egen bemærkelsesværdige fortræffelighed, og denne leveres med et vittigt sind. Sådan er der megen spidsfindig dagligdagsfilosofi, der leveres, men det er også en af svaghederne for samlingen, når et helt digt kan synes skrevet ud fra en række træffende punchlines. Men når så digtene lykkes, og det gør de ofte nok, så skrives der med overblik og rammende om det eksistentielle. Både det dårlige og det gode, der her fremhæves kan ses i nedenstående digt: Døden er en voldelig gengivelse af tilfældige iagttagelser. Som tiden går. Hver dag har sin egen syntaks lidenskabelig. og rent ud sagt elendig. [...] Mere intakt end det liv der slukkes i et hylende hav skal døden leves gennem improvisationens sidste forestilling. Det er vaklende, men det kommer i land, hvilket ofte ikke sker. Det, der sker i digtet er, at hver sætning kan stå for sig selv udenom det forudgående. Der er ingen udveksling. Enkeltdelene kan være gode nok, og det er her overblikket hersker, men helheden bliver mærkeligt stammende. Men noget jeg også lagde mærke til ved samlingen er, at der indimellem dukker en haiku-agtig energi op i stykker eller hele afsnit. F.eks. (og meget tydeligt) hedder det i andet afsnit af et digt: Hvalerne synger som syrener. En fiskehejre løfter hovedet. Her er ingen goldhed eller frugtesløs formalisme, men derimod det essentielt haikuske på spil: naturen, øjeblikket, sansningens mystiske erfaring. Og det er vel i sig selv nok at leve for? Christian Stokbro Karlsen kultur@nordjyske.dk Kurt Harrits "Fem grunde til ikke at dø" 93 sider, 148 kr. Jorinde & Joringen