Spanien

Garant for succes

Josep Guadiola - 40 år tirsdag. Foto: Scanpix

Josep Guadiola - 40 år tirsdag. Foto: Scanpix

¤ Josep Guardiola,FC Barcelonas spanske træner, fylder tirsdag 40 år. Umiddelbart efter FC Københavns sensationelle 1-1 kamp mod FC Barcelona i Parken flåede københavnernes norske træner med fråde i mundvigen ud efter Josep Guardiola. Minutter efter denne norske version af ægte raseri stillede Barcelona-træneren sig op foran dansk tv og kaldte FC København et stærkt hold generelt og Ståle Solbakken i særdeleshed for en rigtig dygtig træner. Ærligt og uden skyggen af ironi. Sådan taler gentleman Guardiola om andre, modstandere som venner: Pænt. Og sådan ligner han sin tidligere holdkammerat fra Barcelona og gode ven Michael Laudrup. Barcelonas legendariske træner Johan Cruyff spottede den 13-årige Josep Guardiola allerede en uge efter, han kom til Barcelona. Senere blev han krumtappen på Cruyffs "Dream Team" sammen med netop Michael Laudrup. Efter korte ophold i Mellemøsten og Mexico i slutningen af karrieren vendte Guardiola i 2007 hjem til Barcelona og indledte trænerkarrieren for den catalanske storklubs B-hold. Året efter overtog han trænersædet i FC Barcelona, hvor han markerede sig med en større oprydning blandt holdets stjerner. Guardiola gjorde klart fra begyndelsen, at han hverken kunne bruge Samuel Eto'o, Ronaldinho eller Deco i truppen, og flere andre etablerede stjernespillere måtte også finde andre baner at spille på. Den beslutsomhed fra den uerfarne Guardiola gav pote efter et par tvivlsomme, trofæfattige sæsoner med Rijkaard i spidsen. I Josep Guardiolas debutsæson som træner for et førstehold vandt klubben både Champions League, det spanske mesterskab og den spanske pokal. Året efter fulgte han op med endnu et mesterskab. /ritzau/

Forsiden