Garanter vinder retssag

Retten afsiger udeblivelsesdom over Løkken Sparekasse - dom betyder, at sparekasse skal dække 114 millioner i tabt garantkapital.

Arkivfoto: Kurt Bering.

Arkivfoto: Kurt Bering.

De tidligere garanter i den krakkede Løkken Sparekasse har vundet første omgang i det gruppesøgsmål om erstatning, som de har fået fri proces til at anlægge mod sparekassen og FS Finans (Finansiel Stabilitet). Retten i Hjørring har nemlig afsagt en såkaldt udeblivelsesdom mod Løkken Sparekasse, da sparekassen ikke har indleveret noget svarskrift i forbindelse med garanternes erstatningssag eller i det hele taget givet sig til kende over for retten. - Som vi forventede, giver udeblivelsesdommen os fuldt medhold i vores søgsmål, og dommen betyder, at Løkken Sparekasse skal dække vores samlede erstatningskrav på 114 millioner kroner i tabt garantikapital, siger Kristian Andersen, der er formand for foreningen Garantloekken. Stopper ikke her Desværre for garanterne betyder dommen ikke, at der umiddelbart er 114 millioner kroner i erstatning på vej ned i de tidligere garanters lommer. Løkken Sparekasse blev nemlig efter konkursen omdannet til en forening, og som tidligere fortalt af NORDJYSKE er der i dag ingen, der vil stå ved at repræsentere foreningen Løkken Sparekasse. - Derfor retter vi også vores krav mod FS Finans (statsselskabet Finansiel Stabilitet, red.) som har overtaget resterne af Løkken Sparekasse, siger Kristian Andersen. Staten sagsøges Men FS Finans har tidligere meddelt, at selskabet ikke vil anerkende at skulle dække garanternes krav mod Løkken Sparekasse. - Derfor vil vi en af de nærmeste dage udtage stævning mod FS Finans, som vi også har fået fri proces til at anlægge erstatningssag mod, og som vi mener skal dække vores krav på de 114 millioner kroner mod Løkken Sparekasse, siger Kristian Andersen. Han understreger, at selv om udeblivelsesdommen er et vigtigt skridt, så er der et stykke vej for garanterne at gå endnu. - Der vil stadig gå nogen tid, før sagen bliver afsluttet, og det bliver endeligt afgjort, om garantikapitalen bliver tilbagebetalt til de tidligere garanter, siger Kristian Andersen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.