Energiselskaber

Garanti for gloriepudsning

Brugerne skal beslutte, om nyt varmeværk skal satse på solvarme

SKØRPING:I morgen skal de omkring 1000 brugere i Skørping Varmeværk afgøre, om det nye værk i Skørping Nord skal nøjes med den allerede planlagte flisvarme. Eller man skal tage det store skridt og satse på at supplere med solvarme, når man nu skal i gang med at bygge alligevel. Skørping Varmeværk A.m.b.a. har indkaldt alle andelshavere til en ekstraordinær generalforsamling onsdag aften på KulturStationen i Skørping for at kunne orientere nærmere, før beslutningen skal tages. På den ordinære generalforsamling i september i fjor fremlagde bestyrelsen planerne, men nu har man også tal på bordet om de to muligheder. Der har nemlig været holdt licitation over maskindelen, og der er beregnet et overslag over resten af anlægsudgifterne. Et nyt flisfyret anlæg uden solvarmeanlæg kommer til at koste cirka 41 millioner kr., og det giver en gennemsnitlig årlig merudgift pr. husstand på 830 kr. inklusive moms, regner bestyrelsen og rådgiverfirmaet PlanEnergi med. Et solvarmeanlæg med 12.000 kvadratmeter solfangere, der kan dække cirka 15 procent af værkets forbrug i 25 år, vil koste cirka 20 millioner kr. i anlæg. Det giver en yderligere årlig merudgift pr. husstand på cirka 825 kr. inklusive moms. Men da solen - indtil videre - er gratis energi, vil den årlige udgift her falde over årene, til den når nul efter 25 år. - Det er jo en gambling, forklarer ingeniør Per Alex Sørensen fra PlanEnergi i Skørping. - Der er ingen umiddelbar besparelse på driften ved at investere i solvarmeanlæg. Men hvis man tror på, at forudsætningerne ændres, kan det måske give nogle fordele. Per Alex Sørensen nævner, at prisen på træflis kan stige. - Den skal nu stige temmelig meget, for at det vil betyde noget. Men måske kommer der en afgift på træflis, eller man bliver belønnet for at bruge sol i stedet for biomasse. Den eneste sikre gevinst ved at investere i solvarme er, at man kan få lov at pudse glorien i forhold til miljøet. Resten er ren sats. Det er derimod ikke udbygningen af den nuværende træflisfyrede produktion: - Det nuværende værk og den nuværende fliskedel er blevet for lille. Derfor skal vi bruge mere og mere olie, og det koster efterhånden temmelig mange penge. Så nu har vi bestilt en ny kedel, der er næsten dobbelt så stor - en ordentlig basse, siger Per Alex Sørensen.