Fodbold

Garanti for sponsorstøtte

20-25 livlige poder mellem seks og ti år fra Jetsmark Idrætsforenings ungdomsafdeling satte krudt i Trægården i Kaas efter lukketid sammen med trænere og forældre.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

De glade givere, Carsten og Torben Andersen (til højre), begge Trægården, med de lige så glade modtagere fra JIFs ungdomsafdeling. Foto: Flemming Dahl

De var inviteret for at få synlige beviser for Trægårdens sponsorat af klubben. - Vi har været sponsorerer i Jetsmark Idrætsforening, i hvert fald så længe jeg kan huske, sagde Carsten Andersen, Trægården, der fortsatte: - Vi har gennem en årrække været hovedsponsor for divisionsholdet, men har ved hver eneste kontraktforhandling forlangt, at mindst 25 pct. af sponsoratet skulle gå ubeskåret til ungdomsafdelingen. Nu er situationen jo ændret radikalt for klubben, idet divisionsholdet fremover er skilt ud i Blokhus FC, hvilket vi ønsker dem al mulig held og lykke med. Vi har endnu ikke diskuteret vores fremtid som sponsor for Blokhus FC. Men jeg er 100 pct. sikker på, at vi altid vil være at finde som en af de lokale sponsorer i Jetsmark, for de er så vigtig en del af lokalsamfundet, at uden dem ville der gå rigtigt meget tabt. Der udføres rigtigt meget klubarbejde, som ikke bare har relation til idrætten, men i lige så høj grad relaterer sig til det sociale. Det er et tungt ansvar, en stor gruppe frivillige påtager sig, og det arbejde har vi meget stor beundring og respekt for, sagde Carsten Andersen. Ved arrangementet, hvor spillerne fik t-shirts og rygsække med logo og den enkeltes navn på, genkaldte Torben Andersen, Trægården, nogle minder fra sin tid i Jetsmark Idrætsforening. Engang var han med til at tabe 27-0 til Nørhalne. Men det regnede vistnok også voldsomt, forsvarede han sig og påpegede, at ikke alle kampe kan vindes, heller ikke senere i livet, men at det gælder om at gå på med krum hals.