Garanti på privatskolen

NY HJØRRING: Skolebestyrelsen på Hjørring Private Realskole har vedtaget et maksimum for, hvor mange elever den enkelte klasse maksimalt kan rumme. Til og med syvende klassetrin er der kun stole til 22 elever, derefter kan der være op til 24 elever i de ældste klasser. - Det bygger på et ganske enkelt regnestykke, der handler om, at læreren skal have de bedste muligheder for at nå rundt til den enkelte, siger Benny Johansen, der er skoleinspektør på privatskolen. Han har aldrig været ude for, at forældre har valgt skolen, udelukkende fordi, den har små klassekvotienter. - Der ligger som regel mange overvejelser bag, men det er i høj kurs for forældrene at vide, hvad det maksimale elevtal kan blive i deres børns klasse, siger han. Omvendt er der intet minimum for antallet af elever. - Når vi ned på 12-14 elever i en klasse, så nærmer vi os den sociale smertegrænse, siger Benny Johansen.