EMNER

Garden viste nye uniformer

90.000 kr. fra lokalsamfundet til Løgstør Garden

LØGSTØR:Efter at have samlet ind til nye uniformer i et år, så kunne de 30 medlemmer af Løgstør Garden torsdag sidst på eftermiddag for første gang vise det nye dress frem. Det skete i hovedgaden, hvor garden trak op og spillede foran Spar Nord. Uniformerne er en tro kopi af de gamle blå og hvide uniformer, der bærer stærkt præg af det maritime. Løgstør garden har fået omkring 90.000 kr. i sponsorstøtte fra lokalsamfundet til uniformerne, der koster 2500 kr. stykket. - Vi har fået en helt fantastisk støtte til køb af uniformerne, og uden håndsrækningen havde det slet ikke været muligt at få skiftet de gamle slidte uniformer ud med nye, siger Gitte Fredgaard, der er kasserer i gardens bestyrelse. Det nyeste tilskud til indkøbet kom i forbindelse med, at garden trak op i gaden, idet Spar Nord her gav 5000 kr. Gitte Fredsgaard siger, at der har været megen snak omkring uniformernes udformning. - En del har argumenteret for, at vi skulle have nye uniformer med et andet udseende end de gamle, men vi er kommet frem til, at uniformerne med det martime præg er et vartegn, som vi gerne vil beholde. - Når vi f.eks. er på sommertur ude i Eurpoa for at spille, så giver uniformerne stor opmærksom, fordi der er så specielle, siger hun. Garden har i øjeblikket 30 gardister, der alle har fået ny uniformer. Og i løbet af de kommende måneder skal det firma i Viborg, som har syet uniformerne, lave en række ekstra, så der er uniformer til de næste mange år. På søndag har Løgstør garden ekstraordinær generalforsamling på Vilsted-Vindblæs Skole, og i den forbindelse er der koncert med garden, hvor alle er velkomne til at se uniformerne og overvære koncerten. Den ekstraordinære generalforsamling er indkaldt, fordi der mangler to bestyrelsesmedlemmer. Formanden er flyttet, og et andet bestyrelsesmedlem har trukket sig.