Gartner i gang for sig selv

Bo Danielsen, som indtil for nylig var medejer af Planteskolen Bakken ved Aggersund, er netop startet som selvstændig anlægsgartner på Bejstrupvej 378.

Bo Danielsen har startet Aggersund Anlægsgartneri i Bejstrup. - Efter at have været medejer af Planteskolen Bakken i mange år trængte jeg til at prøve noget nyt, siger han. Foto: Lars Pauli

Bo Danielsen har startet Aggersund Anlægsgartneri i Bejstrup. - Efter at have været medejer af Planteskolen Bakken i mange år trængte jeg til at prøve noget nyt, siger han. Foto: Lars Pauli

Så hvis det står til ham, må foråret gerne være lige om hjørnet, så aktiviteterne stiger rundt omkring i haverne. - Lige for tiden er der lidt stille, men nu er det jo heller ikke sæson for havearbejde, siger han. Efter et par møder med sin bror Jan Danielsen, som Bo Danielsen ejede familiefirmaet Bakken sammen med, valgte han at starte sit eget firma. I partnerskabet med broderen stod Bo Danielsen for anlægsdelen i planteskolen. - Det er såmænd det arbejde, jeg kører videre med nu. Nu er jeg bare for mig selv, supplerer han med at sige, mens han nyder udsigten over Limfjorden og Aggersundbroen fra køkkenvinduet. Firmaet hedder Aggersund Anlægsgartneri og har anlæg af haver, beskæring, fældning, plantning og belægningsarbejde som specialer. Bo Danielsen kommer ikke til at have planter til salg hjemme på ejendommen. - Alle de planter jeg skal bruge, køber jeg på planteskolen, så på den måde kommer vi stadig til at have et samarbejde, siger han, mens han kigger ud på de sneklædte marker. Planteskolen Bakken har været et familieforetagende siden Bo og Jan Danielsens oldefar stiftede firmaet. De to brødre overtog planteskolen i 1989 og har ind til nu kørt makkerskab. - Efter så mange år er det rart at prøve noget nyt, smiler Bo Danielsen, der, trods det ikke lige er havesæson, ser lyst på fremtiden. - Jeg har mange gode gamle kunder og et godt netværk, så jeg er ikke bekymret. Desuden er det jo et enmandsfirma, så jeg har ingen lønomkostninger. Og skulle jeg være ude på en opgave, der kræver to mand, så lejer jeg en mand fra planteskolen, forklarer Bo Danielsen. Bo Danielsen ser frem til livet med sit enmandsfirma. - Det giver mig jo en række muligheder, nu hvor jeg selv kan disponere over min tid - inklusiv min fritid, lyder det forventningsfuldt fra ham.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden