EMNER

Gartnere raser over haveservice

Forstår ikke fyringer, når andre overtager jobbet

AALBORG:Gartnerne i Aalborg Kommunes entreprenørenhed er ved at have fået nok. Samtidig med at de bliver fyret på stribe, mener de nemlig, at flere og flere af deres opgaver bliver overtaget af folk i beskæftigelses- og jobprøvings-projekter. - Det kan simpelthen ikke være rigtigt, siger faglig sekretær i SiD Niels Ravn. Han reagerede prompte, da han i går morges fandt ud af, at folk fra haveservice var gået igang med at fælde træer på den kommunale grund ved spejdergården på Sofiendalsvej. Området er hidtil blevet vedligeholdt af entreprenørenheden, men gartneren som passer grunden har lige fået en fyreseddel. - Hvis der skal fældes træer, er det ganske vist det, man kalder for "ekstra pleje", fortsætter Niels Ravn. - Men så bør det sendes i udbud, og det er - så vidt jeg ved - ikke sket. I stedet for har man fået haveservice til at ordne arbejdet, og det mener jeg ikke, vi skal finde os i, understreger han. Haveservice har indtil videre valgt at stoppe arbejdet på Sofiendalvej, men ifølge Niels Ravn er det alligevel et typisk eksempel på udviklingen i de seneste to år. - Vi har lige fået at vide, at 25 af de gartnere, som blev fyret i vinter, ikke vil blive genansat, fortæller han. - Det samme var tilfældet i 2002 og 2003, og hvis det fortsætter på den måde, er der snart ikke nogen tilbage. - Og det vil bestemt også kunne mærkes på kvaliteten, mener Niels Ravn. - I området ved Mølleparken er der f.eks. fire, som ikke kommer tilbage. Og da der er grænser for hvor stærkt, de resterende kan løbe, må der nødvendigvis være noget, som ikke længere bliver gjort, forklarer han.