Fodboldlandsholdet

Garvet grønskolling

Landstræner Morten Olsen lover spilletid til Per Krøldrup i morgen i Tyrkiet

ADANA:Netop iklædt landsholdsdresset måtte Per Krøldrup posere for DBU's fotograf forud for træningen i aftes på Ocak Stadium i Adana. Som den eneste af landstræner Morten Olsens 18 udvalgte har Farsø-drengen aldrig tidligere optrådt på et landshold - hverken som ungdoms- eller seniorspiller. Men Per Krøldrup behøver ikke at gebærde sig som en forsigtig grønskolling i det fine selskab. Med 52 kampe i den italienske Serie A og status som stamspiller for Udinese gennem to år har han opnået respekt hos bl.a. Martin Laursen, der kan føle sin plads i midterforsvaret truet af det nye ansigt i truppen. - Sådan er gamet, og Per Krøldrup har gjort det godt gennem længere tid, så han fortjener afgjort at få chancen, lyder det loyalt fra Martin Laursen, der i søndags sad udenfor i Milans 1-1 kamp mod Lecce. Vant til store navne Samtidig lagde Per Krøldrup nye alen til selvtilliden på San Siro Stadion i Milano, hvor han bidrog til Udineses overraskende 2-1 sejr over Inter ved at tæmme brasilianeren Adriano som sin direkte modspiller i et Inter-angreb, der også talte andre stjerner som Recoba, Cruz og indskiftede Vieri. - Det gik rigtig godt, og efterhånden er jeg vant til at spille over for store navne, så jeg har troen på, at jeg kan begå mig på landsholdet. Men omvendt er det ikke min stil at råbe højt. Jeg holder benene på jorden og er i første omgang meget fokuseret på at lære de andre spillere i truppen at kende, siger en rolig og velafbalanceret Per Krøldrup, der afviser at udbasunere store forventninger til sin første landskamp. - Jeg forsøger at yde mit bedste i den spilletid, jeg får. Og EM-slutrunden til sommer spekulerer jeg ikke på. Jeg tager én ting ad gangen. Landstræner Morten Olsen lover, at Per Krøldrup kommer på banen i morgen mod Tyrkiet - uden at ville røbe mere. Kold fornøjelse Den 24-årige debutant frygter ikke at få alvorlige kvaler med omstillingen fra pladsen til venstre i Udineses tremands-forsvar til rollen som midterforsvarer i landsholdets 4-3-3 system. - Jeg har kun spillet i en firebackkæde et halvt år i B 93 og under en måneds prøvetræning i Arsenal, men i Udinese spiller vi ligeledes efter zone-princippet, så det er ikke voldsomt anderledes. Rent bogstaveligt kan man ikke påstå, at Per Krøldrup er kommet ind i landsholdsvarmen. Tyrkiet oplever i denne tid de laveste temperaturer i mange år, og under træningen i aftes var der kun et par plusgrader på det primitive Ocak Stadion, der i morgen bliver rammen om den kølige nordjydes første aktioner i landsholdsregi.