Bortførelser

Gas dræbte gidslerne

650 er indlagt på hospitaler - tilstanden hos 45 er alvorlig

MOSKVA:Alle på nær én af de 118 gidsler, der mistede livet i forbindelse med russiske specialstyrkers angreb lørdag morgen på et teater i Moskva, døde af den gas, som soldaterne slap ind i teatret umiddelbart før angrebet. Det citerede det russiske nyhedsbureau Interfax søndag Moskvas cheflæge for at sige. Dødstallet ved aktionen var søndag steget til 118 dræbte gidsler og 50 dræbte gidseltagere, som onsdag aften besatte teatret og tog skuespillere og teatergæster som gidsler for at kræve russerne ud af Tjetjenien. De russiske myndigheder havde søndag endnu ikke oplyst, hvilken type gas der blev anvendt ved sikkerhedsstyrkernes storm på gidseltagerne i teatret. Samtidig skrev Interfax, at i øjeblikket er 150 af de befriede gidsler i intensiv behandling på hospitaler i den russiske hovedstad. Tilstanden hos 45 af dem betegnes som alvorlig. I alt var næsten 650 af de omkring 800 gidsler fortsat indlagt på hospital. Den ukendte kemiske gas, som elitestyrkerne brugte, var så kraftig, at tjetjenske separatister, som havde haft detonatorer til sprængstofferne, de havde spændt i et bælte om livet, ikke nåede at udløse bomberne. Sikkerhedseksperten Michael Yardley siger, at han tror, at den anvendte gas var BZ, som er en farveløs, lugtfri, bedøvende gas, som først blev brugt af USA i Vietnamkrigen. Yardley siger, at gidslernes symptomer - manglende evne til at stå og gå, hukommelsestab, besvimelse, uregelmæssige hjerteslag, kvalme og ubehag - peger alle i retning af BZ. USA, som har to savnede statsborgere efter aktionen og en tredje på et hospital, har ifølge en talsmand for den amerikanske ambassade i Moskva krævet et svar på, hvad det var for en gas, men der er ikke kommet noget svar. Myndighederne har fastholdt, at det var sovegas, der blev pumpet ind i teatret. Viceudenrigsminister Vladimir Vasiljev afviste lørdag pure, at den anvendte gas havde påført gidslerne skader. Ifølge ham var de livløse gidsler, som blev båret ud af bygningen, svækket som følge af "stress, sult og mangel på lægeligt tilsyn". Hverken journalister eller pårørende har fået adgang til de overlevende, som ifølge hospitalskilder i Moskva lider af forgiftning. Det norske nyhedsbureau NTB rapporterede, at radiostationen Ekho Moskvij lørdag skal have interviewet flere læger, som behandlede de overlevende, men russiske myndigheder skal have forbudt radiostationen at udsende interviewene. For at omgå censuren overlod de russiske journalister interviewene til kolleger på tv-stationen Rustavi-2 i naborepublikken Georgien, som sendte dem lørdag aften. Lægerne beskriver gassen som neuro-paralyserende og fortæller, at den satte nervesystemet ud af drift hos de mennesker, som opholdt sig i bygningen. /ritzau/Reuters