Udland

Gasforhandlinger mellem Rusland og Ukraine fortsætter

Forhandlingerne i den langvarige strid førte ikke til nogen aftale mandag, men fortsætter, oplyser EU's mægler

Gasstriden mellem Ukraine og Rusland er fortsat ikke løst. Mandag forhandlede parterne i 11 timer uden at nå frem til et resultat.

Samtalerne bliver genoptaget tirsdag eller onsdag, oplyser EU's energikommissær, Günther Oettinger, ifølge de internationale nyhedsbureauer.

- Der blev forhandlet om alle punkter i en aftale, og diskussionerne genoptages, siger Oettinger.

Han fungerer som mægler i den langvarige strid om priser, betaling og levering af naturgas fra Rusland til nabolandet.

Ukraine og Rusland aftalte på møder i Bruxelles i sidste uge, at de russiske gasleverancer ikke må afbrydes, så længe parterne fastholder den igangværende dialog om gaspriser og afdrag på Ukraines astronomiske gasgæld.

Landene forhandler hvert år om prisen på levering af gas til Ukraine. Efter at det Moskva-venlige styre i Kijev i februar blev væltet, har Rusland næsten fordoblet priserne for gasleverancerne til Ukraine.

Ukraine har for nylig betalt 786,4 millioner dollar (over 4,3 milliarder kroner) for leveringer af naturgas i februar og marts.

Ifølge Rusland er den samlede ukrainske gæld på over 5,2 milliarder dollar (omkring 28,5 milliarder kroner).

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.