Gastronomi på kajkanten

5
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Skindstegt rødfisk med pure af røget persillerod. Et herligt sted at starte et måltid.

På Prinses Juliana kan man for alvor fornemme, at man er om bord på et skib. Kun én ting savner man: lidt maritim udsigt. Hvor vi sad, var der ingen vinduer. Til gengæld var der masser af ædelt, lakeret træ, messing, reb og andet, der kan spænde den maritime bue til det yderste. Andre steder på skibet er udsigten dog anderledes imponerende. Vi har ikke studeret spisekortet længe, før vi beslutter, at vi vælger en seksretters surprisemenu med tilhørende vin. Den koster 1400 kroner. 750 kroner for maden, 650 kroner for vinen. Lækkert brød Vin, vand og brød kommer lynhurtigt på bordet. Brødet er særdeles lækkert, og det serveres med flere slags smør samt en smørbar ost. Vi kaster os over lækkerierne, men holder os også lidt tilbage, vel vidende at der følger seks hele retter. Vinen dertil er en økologisk spansk vin, Menade, fra Ruedo lavet på druen verdejo. Det er en herlig, sprød og krydret vin, og den får lov at stå sin første prøve, da der efter kort tid serveres en lille appetizer. Den består af en delikat tomatkompot med syrlig bacon. Det er blevet syrligt, fordi det er stegt med hvidvin og æbleeddike. Der er også en crouton, der er aftenens første ærteskud, og der er et halvt vagtelæg. En fin lille ting spækket med mild syre som optakt til alt det, der venter. Og i ventetiden er vinglasset næsten tomt, men der efterskænkes, inden første forret kommer på bordet. Skindstegt rødfisk Det er en skindstegt rødfisk. Den er meget sprød, og den er meget salt. Der er også en pure af røget persillerod, små persillerødder, en skum af skalotteløg, lidt radise og rugbrødscroutoner. Bortset fra for meget salt er det ganske elegant. Der er mange spændende smagsindtryk på tallerkenen, og der er også en overraskelse - den røgede persillerod. Og helt grundlæggende er fisken særdeles velstegt. Næste vin kommer i glasset. Den er fra huset Las Moras i San Juan i Argentina, og den er på den klassiske Rhone-hvidvinsdrue viognier. En helt anden type vin med en solid og herlig duft. Den skal stå distancen over for havtaske med pastinak. Havtasken er tæt og god i sin struktur og - naturligvis - ganske velsmagende. Den serveres med to små halve kartofler og noget dildcreme. Nyt vinglas. Ny vin: Feudo Maccari fra Sicilien lavet på nero d'avola og en lille smule syrah. En fin rødvin, der ikke er specielt kraftig og dermed også ganske velvalgt til det, der skal vise sig at være en mellemret mellem fiskeretterne og hovedretten. Der røg overraskelsen Mens den nydes, kommer et svensk selskab til stede, og de spørger til, hvad surprisemenuen går ud på. Og de får den beskrevet til mindste detalje. Det er altså lidt træls, når man har valgt en surprisemenu, og når man derfor ønsker at blive overrasket på den gastronomiske rejse, at andre så får at vide så højt, at det også kan høres ved vores bord, hvad der er i vente. Det er der ikke meget surprise over. Den tredje ret består af duebryst på æble- og pærekompot. Hertil er der syltede kantareller, mere rugbrødscrouton og mere ærteskud. Duebrystet var helt givet aftenens clou. Det velstegte bryst havde masser af nuancer i smagen. Kompotten var en herlig sur/sød følgesvend. Det gik rent hjem. Fjerde vin var på druen st. laurent fra producenten Zantho i Burgenland i Østrig. Jovist en glimrende, enkel rødvin. Jeg holder meget af østrigsk rødvin. Men som følgesvend til hovedretten kunne jeg måske godt have ønsket mig noget større. Forventninger til vinene Vinmenuen koster trods alt 650 kroner. Til den pris forventer jeg ingenlunde, at der skal serveres topvine hele vejen igennem menuen. Men jeg forventer i hvert fald, at mindst en af vinene er en overdådig oplevelse. Og det var det ikke denne aften på Prinses Juliana. Det var gode vine - bevares - men den store vinoplevelse udeblev. Så kom hovedretten, og den var noget af et udstyrsstykke (og derfor fortjente den også en bedre vin). Retten var kalvemørbrad på et leje af lidt rødbede. Der var små kugler med saltet selleri. Der var to slags blomkål: små buketter og en creme. Der var braisseret perleløg. Der var pommes Anna. Der var en kroket med foie gras. Og der var en kraftig glace. Ikke blot på tallerkenen. Også i en lille sovseskål, hvis man ville have mere. Så kom Buller Kødet var - naturligvis - perfekt. Lækker blomkål og selleri. God sovs. Det eneste, der skuffede, var foie grasen. Den var pakket ind i dej og friturestegt, og det var givetvis for hård en behandling, for det meste af smagen var væk ved serveringen. Der var kun ganske svage spor af den herlige, dekadente gåseleversmag. Desværre. Den femte vin var en overraskelse. En tawny fra Australien - staten Victoria - med det herlige navn Buller. Buller viste sig ikke at være tjener på det lokale værtshus, men portvin, der ikke kom fra Porto. Og vinen skulle være følgesvend for tre slags oste: en dansk lagret havarti, en fransk brie og en fransk roquefort. Hertil små mikrooliven og syltede valnødder. Dessertvin fra USA Og så kom ellers den sjette vin på bordet. Det var en dessertvin fra USA, fra vinhuset Sebastiani i Californien og på druen symphoni. Samtidig kom så desserten ind. Det var en æbledessert med mange spændende elementer. Her var en mascarponemousse. Her var et æbleshot med anis og kanel. Her var en æblesorbet. Et brombær. Der var hasselnøddedrys, mynte på toppen og masser af små granatæblekerner. Det var en herlig symfoni af smag. Der var masser af forskellige indtryk. Især gjorde glasset med den fortættede æblemost med anis og kanelsmag indtryk. Og til sådan en masse smagsindtryk kræves der en del af vinen. Muggen karklud Men vinen stank af muggen karklud og vissen vinkælder. Den havde i den grad prop. Se, når man har bestilt en vinmenu, så må man formode, at vinen både er duftet og smagt i køkkenet inden serveringen. Der må simpelthen ikke serveres propvin. Men det bliver værre endnu: Vi kigger os omkring i lokalet, men der er ingen tjener at se. Det er også sidst på aftenen, og der er sikkert oprydning i køkkenet. Men der er ingen, vi kan brokke os til. Der går mindste fem-syv minutter, før vi ser en tjener. Vi kalder hende til bordet og beder hende dufte til vinen. "Den har jo prop", siger hun forundret. Og sørger for omgående at komme med nye glas med ny vin. Den vin er anderledes frisk og let, men desserten er for længst spist, så hvordan de to elementer har fungeret sammen, vides ikke. Og er den propbefængte vin serveret ved andre borde? Hvor var suset? Vi vælger at give fem gafler for maden, for det har den fortjent. Men vi har været meget tæt på at gå længere ned. Ikke kun fordi vi har fået serveret vin med prop, men også fordi vinmenuen til 650 kroner godt kunne have været bedre. De enkelte vine blev efterskænket, så vi altid havde fulde glas, og det er også fint. Men grundlæggende består vinmenuen af vine i 75-100-kroners-klassen, om de skulle have været købt hos vinhandleren. Dessertvinene måske lidt dyrere. Og som nævnt ovenfor måtte der godt have været bare én vin, hvor man havde følt suset ... Betjeningen på Prinses Juliana fejler i øvrigt ikke noget. Den er kompetent og over gennemsnittet, og de fleste retter blev grundigt forklaret. Og det er altid rart med professionel betjening. Prinses Juliana Vestre Havnepromenade 2 Bestilling 9811 5566. www.prinsesjuliana.dk Åbent mandag til lørdag.