Arbejdspladser

Gatehouse afskediger igen

Det nordjyske it-udviklingshus Gatehouse måtte tirsdag for sjette gang på halvandet år dele fyresedler ud.

Denne gang er det fire ingeniører, som mister deres job på grund af manglende ordrer, skriver Ingeniørens it-medie, Version2. - De ordrer, vi havde forventet, er ikke kommet, og det har vi løbende reageret på, i modsætning til andre firmaer i landsdelen, der helt har måttet lukke, siger adm.direktør Michael Bondo Andersen til nyhedsbrevet. I april blev fem medarbejdere afskediget. Da sagde direktøren, at forretningen var skåret til, så den passede med aktivitetsniveauet.Men igen i juli måtte yderligere to afskediges og tirsdag altså fire.