Tyverier

Gatten-tyve blev måske set af vidne

GATTEN:Et vidne har set en hvid lastbil dreje ind ved den byggeplads i Gatten, hvor der natten mellem søndag og mandag blev stjålet byggematerialer og indbo for op mod en million kroner. Det oplyser Løgstør Politi. Vidnet undrede sig over, at lastbilen havde ærinde på stedet på det tidspunkt, nemlig klokken 21.30 søndag aften. Lastbilen havde hård kasse med slidte reklameaftegninger på siden, måske af mærket Iveco. I bilen sad to unge mænd. Ifølge vidnet var mændene danske af udseende og i alderen 25-30 år. Der er to tilkørselsveje til byggepladsen på Gattenvej, hvor Himmerland Golf & Country Club er ved at få opført tyve huse. Bilen kørte ind ad den ene vej, men hurtigt ud ad den anden vej igen og forlod stedet i østlig retning. - Måske fordi de lagde mærke til, at de blev set, gætter souschef for kriminalpolitiet Jørgen Jensen. Hvis det var folk med lovligt ærinde på pladsen, vil politiet også gerne vide det.