Gave til feriehusejerne

Det skal være mere attraktivt at leje sit feriehus ud, derfor er Venstre nu klar med at udspil

det skal være mere attraktivt for feriehusejerne at leje ud, mener Venstre. Arkivfoto

det skal være mere attraktivt for feriehusejerne at leje ud, mener Venstre. Arkivfoto

KØBENHAVN:10.000 færre danskere vælger at udleje deres feriehuse, derfor vil Venstre nu give en økonomisk gulerod til ejerne, så de får lyst til at leje husene ud til udenlandske turister. Guleroden skal komme i form af, at bundfradraget på udlejning hæves, så der bliver lidt ekstra kroner til feriehusejerne. I dag er bundfradraget på 7000 kroner. Forældet, mener Venstres turismeordfører Hans Christian Thoning. - Det er en gammel ordning. Det har været det samme beløb siden 1993, derfor er det på sin plads at få justeret det. Et højere bundfradrag vil være et incitament for ejerne til at leje deres huse ud, siger han og tilføjer, at branchen længe har sukket efter flere udlejningshuse. Hvor meget bundfradraget skal hæves, har Thoning ikke et bud på endnu. I Feriehusudlejernes Brancheforening, som repræsenterer de firmaer, der udlejer for sommerhusejerne, er direktør Carlos Villaro Lassen knapt så tilbageholdende med at sætte tal på. Han mener, der skal et stort spring til, for at udligne de 16 års stilstand. - Det skal hæves til over 25.000 kroner, hvis det skal følge de øgede omkostninger, der er ved at leje ud, siger han. Det er blandt andet de generelle prisstigninger, som har medført øgede omkostninger til vedligehold, der gør, at beløbet skal hæves markant. Også de stigende huspriser spiller ind, mener Lassen. Både Lassen og Thoring tror på, at et hævet bundfradrag også vil komme turisterne til gode. De mener, at det vil skabe bedre konkurrence og dermed bedre priser. Lassen påpeger også, at de ekstra udlejninger, som han er sikker på vil komme, også genererer flere penge til butikker og turistattraktioner i Danmark. Han håber samtidig, at et hævet bundfradrag vil betyde, at udlejningsfirmaerne ikke længere er nødt til at afvise kunder i højsæsonen, som det sker nu. De seneste ti år er antallet af udlejningshuse faldet fra 40.000 til 30.000, oplyser Feriehusudlejernes Brancheforening. Udspillet er en del af den større plan fra Venstre om at fremme turismen i Danmark./ritzau/