Gaven der ikke kan betales tilbage

Modtageren af nyt hjerte mener, at der er for lidt fokus på pårørende til de patienter, der skal afgive organer

Socialforsorg 6. oktober 2002 08:00

Tik, tak, tik, tak. Uret i køkkenet går sagte i baggrunden. I stuen sidder 62-årige Aage Sørensen fra Skelund, og hans hjerte tik-takker også derudad. Det gjorde det ikke for syv år siden, så det gamle og slidte hjerte blev skiftet ud med et brugt og bedre. Aage Sørensen er taknemmelig for at have fået en ny chance, og han glæder sig over succesen med den nye donorkampagne "Livet som gave". I kølvandet på den vil han gerne have drejet opmærksomheden over på et emne, han synes mangler at blive belyst. - Der er mange, der nu får en chance for et andet og godt liv, men det er noget, der halter i debatten. Jeg synes, det ville være rimeligt, at sundhedsvæsnet sætter fokus på den store gave, som donoren og de pårørende giver. Aage Sørensen mener, at der fra det offentliges side skal afsættes nogle penge, så befolkningen får en større bevidsthed om hjernedødskriteriet. Dermed får de et bedre kendskab og ved måske, hvordan de skal tackle situationen, når de som pårørende skal tage stilling til, om familiemedlemmet skal afgive et organ eller ej. Han var selv meget i tvivl, da han var blevet så syg, at der ikke var nogen anden udvej end at få et nyt hjerte. På det tidspunkt begyndte han at fundere over den gave, som han havde mulighed for at få. - Jeg var lige som alle andre danskere: Det er naboen, det sker for. Jeg havde ikke tænkt over det. Men jeg prøvede at sætte mig ind i, hvordan de pårørende til den patient, der skulle afgive hjertet, ville have det. Jeg havde et brændende ønske om at få livet. Jeg havde chancen for at overleve, men det krævede, at en anden skulle dø. Aage Sørensen var i et forfærdeligt dilemma over en situation, der for mange udenforstående ikke ville kræve den store omtanke. - Jeg tænkte: "Kan jeg være bekendt at sige ja tak?". Vi glemmer lidt, at det er en stor opgave. Det må være frygteligt svært for de pårørende. Der bliver hele tiden fokuseret på dem, der har fået et andet organ, for vi går rundt i samfundet og har det godt. Vi er de synlige beviser. Manglende viden I dag tager han ud og holder foredrag på efterskoler, højskoler, medborgerhuse og arbejdspladser. Ifølge Aage Sørensen ved tilhørerne ikke noget om hjernedødskriteriet, og derfor har han en sygeplejerske med, der kan fortælle om det. - Jeg sammenligner det med en ligusterhæk. Jeg står på den grønne side, men sygeplejersken er på den side, der er vissen. Hun skal forklare, hvordan det er at være på den anden side af hækken. Han oplever, at tilhørerne ofte har den forkerte opfattelse af det at være hjernedød. - Det bliver tit sammenlignet med at ligge i koma, men når man gør det, er der en chance for at vågne op igen. Det er der ikke, når man er hjernedød. Han beder derfor folk om at sætte sig godt ind i sagen, inden de udfylder donorkortet. - Forestil dig, at du tilmelder dig Donorregistret. Er du i stand til at forklare din kæreste eller familie, hvad det vil sige at være hjernedød? Den person, der bliver erklæret hjernedød, er stadig varm, og pulsen slår. - Mit håb er, at informationen breder sig som ringe i vandet, og de unge går hjem og snakker med far og mor om det. En svær situation Organmodtageren mener, at uvidenheden og usikkerheden gør, at mange pårørende i dag siger nej, hvis de bliver spurgt om, hvorvidt den hjernedøde skal give et organ til en anden person. - Sagt firkantet så tror jeg, at en større viden om hjernedødskriteriet ville betyde, at 99 procent af de pårørende ville sige ja til at udtage et organ fra den hjernedøde, når lægerne beder dem tage stilling. På det netop udsendte donorkort kan man fravælge de pårørendes accept. - Det kan jo lyde som en god idé, men jeg har ikke mødt den sygeplejerske, der vil og kan føre denne bestemmelse ud i livet. Han mener, at det er som at tage sygeplejerskerne som gidsler, for på den ene side står de med et donorkort, hvorpå der er afkrydset, at den hjernedøde ønsker at afgive organer uden tilladelse fra de pårørende, mens de på den anden side føler sig presset til at følge de pårørendes beslutning. - Personligt tager jeg afstand fra denne metode, og det handler også om i sidste ende ikke at bringe familierne ud i en yderligere psykisk krise. Det offentlige må punge ud Aage Sørensen og de tre sygeplejersker, som han skiftevis har med til foredragene, arbejder ulønnet for den gode sags skyld. - Jeg gør det gratis, for jeg har modtaget en gave, som ikke kan betales tilbage. Men fagpersonerne gør det i deres fritid, fordi de brænder for sagen, og det er flot. - Hvis vi skal af sted en fredag aften, siger jeg til dem: "Du får et klap på skulderen for det". Men det betyder også, at jeg ikke kan tillade mig at trække for hårdt på dem. Han har diskuteret sagen med formanden for sundhedsudvalget i Nordjyllands Amt, Karl Bornhøft (SF), og Aage Sørensen håber, at politikere vil være villige til at hoste op med nogle penge. - Det er et politisk og økonomisk spørgsmål, men er der ingen politisk vilje, er der ikke så meget at gøre. Den nuværende donorkampagne koster 10 millioner kroner, der alle er rejst fra privat side, og Aage Sørensen mener, at det offentlige burde aflønne de faglige personer, der lige nu gør en indsats for at informere i deres fritid. Pårørende skal fortælle Aage Sørensen har gjort sig tanker om, hvilken betydning det ville få, hvis de pårørende også tog med ud til informationsmøderne. - Jeg kunne godt tænke mig nogle pårørende, der var parat til at stille op og fortælle om det, eventuelt sammen med mig. Jeg hører tit, folk siger: "Der er ham Aage Sørensen, der har fået nyt hjerte". Men naboen, der måske har været med til at give et hjerte væk, hører man aldrig om. På sine foredrag oplever han, at der er en stor blufærdighed og berøringsangst over for emnet. - Vi skal afmystificere dét, at man ikke kan snakke om døden. Jeg har ikke de vises sten, så det er derfor, at jeg gerne vil have pårørende til at stå frem. Han er klar over, at det er en besværlig proces og har forståelse for de pårørendes situation. - Den lykkelige del er nemmere at snakke om end den sørgelige. Det må være frygteligt. Selv har Aage Sørensen efter omstændighederne det godt. Han er pensionist, men bruger meget af sin tid på jordbærmarken. - Det er med til at holde mig i gang og give mig den motion og det livsindhold, som skal til. Han hæfter sig ikke ved, at statistikken viser, at folk i gennemsnit lever ti år efter at have fået et nyt hjerte. - Nej, jeg har tænkt mig at blive 100.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...