Gaver er på vej i hus
Slutspurten indenfor julegaveindkøb er i gang

Galleri - Tryk og se alle billederne.
BRØNDERSLEV:Med en uges tid til jul er årets julegaveindkøb ved at gå ind i den afgørende fase. Lørdag var der en del mennesker på gaden i Brønderslev midtby, som var i gang med at købe gaver.
Der var stor forskel af, hvor langt folk var nået i processen - men fælles for de spurgte var, at det foregik i god ro uden tegn på julestress.
Anita Simonsen, Brønderslev, og datteren Emillie Sofie Larsen var at finde i byens gader.
- Vi har været ude at købe både julegaver og fødselsdagsgaver, fortalte Anita Simonsen, som var langt med opgaven.
- Vi har faktisk næsten købt alle gaverne her i Brønderslev, og vi bliver færdige i dag, sagde hun.
Lea Larsen, Brønderslev, stod sammen med sin søn Anton Larsen og datter Xenia Larsen ved Fætter BR. Under Xenias barnevogn var der en pose med sager, men det var ikke direkte julegaver.
- Jeg syntes, jeg manglede en lille adventsgave. Julegaverne er købt, jeg blev færdig for 14 dage siden, fortalte Lea Larsen, der har købt alle gaver undtagen én i Brønderslev og skønner, at hun har brugt cirka samme beløb på gaver som sidste år.
I den modsatte grøft var Niels Kristian Houmann og Dorte Vestergaard Jensen, Brønderslev, der godt nok også var på udkik efter adventspakker, men:
- Vi er ikke begyndt på julegaver. Vi køber dem tirsdag, fortalte Niels Kristian Houmann.
Selv om gaverne ikke var indkøbt, var der helt ro omkring opgaven.
- Vi tager det helt roligt, sagde Niels Kristian Houmann. Vi har styr på, hvad vi skal købe, sagde Dorte Vestergaard Jensen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.