Gavl klædt på med søjle af liv

Boligselskab afslørede fem meter højt glasrelief.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Borgmester Anny Winther (tv) befrier glassøjlen for presenning sammen med Søren Gøttrup, der har skabt værket sammen med Britta Madsen. Foto: Martin Damgård

Vintersolen strålede fra en lav vinkel og ganske som bestilt, da Boligselskabet Nordjylland onsdag formiddag havde brug for at sætte spotlys på et nyt stykke glaskunst på den østvendte gavl på Forsamlingshusvej 2-10 i Støvring. Det er det lokale glaskunstnerpar, Britta Madsen og Søren Gøttrup, der står bag den 5,33 meter høje og 60 centimeter slanke søjle bestående af ni felter. - Den vejer 200 kilo, så der er også gods i den, sagde direktør Bendix Jensen fra Boligselskabet Nordjylland og fremhævede også, at der er lagt spejle ind i baggrunden: - Sådan en murstensvæg kan ellers godt stjæle lyset, men det forhindrer spejlene. Og så sender motiverne også et signal om det multikulturelle. Det er bevidst, at der ikke er noget dannebrog med, derimod folk med flere forskellige hudfarver. Borgmester Anny Winther (V) glædede sig over, at Boligselskabet Nordjylland havde valgt at afslutte byggeriet på den måde: - De tre bebyggelser ligger her som perler på en snor, og I har i det hele taget været gode til at gøre tingene færdige og lave nogle pæne byggerier. Dette her er et markant hjørne i byen, som mange kommer forbi, og jeg er sikker på, at mange vil glæde sig over glaskunsten på gavlen, sagde hun.