Retspleje

Gavltisseren får bøde

2000 kr. prisen for at male med naturens egen pensel

Perfomancekunstneren Uwe Max Jensen fra Egå ved Århus skal betale en bøde på 2000 kr. for urinkunst. Uwe Max Jensen gennemførte i juli en performance i Brande, der siden tresserne har været kendt for sine gavlmalerier. "Vanitis" kalder han selv kunstformen, hvor han - også med egne ord - bruger "naturens egen pensel og kroppens egne væsker, til et midlertidigt gavlmaleri". Med andre ord tissede kunstneren på gavlen, som en "udvikling af det klassiske vanitas-maleri, der minder beskueren om dennes egen forgængelighed". I den nye form "minder værket også beskueren om værkets egen forgængelighed" idet maleriet forsvinder, så snart væd4en på væggen er fordampet eller skyllet bort af næste regnbyge. Projektet fik to borgere til at anmelde kunstneren. Politiet i Herning har nu takseret kunstværket til en bøde på 2000 kr. for grov forstyrrelse af den offentlige orden. Ifølge bødeforlægget har han udvist særdeles grov uanstændighed og anstødelig opførsel til offentlig forargelse ved at tilkalde journalister fra dagspresse og TV og stille sig op ved en husgavl på hjørnet af Borgergade og Nørregade i Brande og urinere med svingende kropsbevægelser, så et større stykke af gavlen blev ramt. Kunstneren har dog ikke tænkt sig at betale bøden. Han mener at sagen er principiel. - Jeg ville nok betale bøden for at få den ud af verden, hvis der var tale om en bøde på 500 kroner for at urinere op ad en gavl. Men her er der jo tale om en skærpet paragraf og jeg er simpelthen ikke enig i at jeg kan anklages efter denne paragraf, siger kunstneren, der nu lader sagen gå til retten.