Gaza-uro koster yderligere tre dødsofre

Tre palæstinensere er døde af de sår, de fik under protesterne i Gazastriben i denne uge.

Ritzau
En demonstrant kaster sten mod israelske soldater, mens en anden holder et palæstinensisk flag op langs grænsen mellem Gaza og Israel. Foto: Scanpix/Khalil Hamra
19. maj 2018 18:00

Urolighederne i Gazastriben har kostet yderligere tre liv. Lørdag døde tre palæstinensiske mænd af de skudsår, de havde pådraget sig under demonstrationerne i denne uge.

Dermed er 114 palæstinensere blevet dræbt af israelske soldater, siden protesterne begyndte den 30. marts.

Gazas sundhedsministerium oplyser, at de dræbte er to mænd i 20'erne og en tredje på 59 år.

De ugentlige protester, der blev indledt i marts, kulminerede i denne uge, da USA flyttede sin ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem.

Mange ser det som en amerikansk anerkendelse af, at Jerusalem er Israels hovedstad.

Flytningen faldt sammen med 70-års-dagen for oprettelsen af staten Israel.

Mandag - som var den dag, hvor ambassaden holdt flyttedag - blev over 60 palæstinensere dræbt af israelske soldater. Det var den blodigste dag, siden Israel og Hamas-bevægelsen gik i krig mod hinanden i 2014.

USA's præsident, Donald Trump, meddelte allerede i december, at ambassaden ville blive flyttet til Jerusalem.

Det vakte stor vrede blandt mange palæstinensere, der håber, at Østjerusalem engang i fremtiden vil blive hovedstad i en kommende palæstinensisk stat.

De mere end seks uger lange protester i Gazastriben har også til formål at sætte fokus på den langvarige israelske blokade af den palæstinensiske enklave.

Blokaden har varet i 11 år og betyder, at mange almindelige varer, byggematerialer og så videre ikke må importeres.

Palæstinenserne kræver ligeledes, at palæstinensiske flygtninge skal have ret til at vende tilbage til deres hjem i det, der i dag er Israel.

/ritzau/dpa

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...