Gebyr læsses af på forbrugerne

Frederikshavnsk købmand frygter ikke gebyr - det ryger på bonen

FREDERIKSHAVN:Kampen om gebyr på dankortet har stået på i omkring tre år. Men måske er den ved at være slut, for der er politisk flertal for en model, der giver bankerne lov til at indkræve et gebyr fra forretningerne. Det betyder op til 50 øre hver gang et kort køres gennem automaten. Detailhandlens organisation, Dansk Handel & Service, har udmeldt, at det kommer til at koste butikkerne mange penge. Men varehuschef i Schou Epa Karl Søndergaard tager det anderledes roligt. - Min vurdering er, at det ikke kommer til at betyde det store. Nu har snakken stået på i et stykke tid, og lander det på, at vi som butik skal betale gebyr, så vil vi ved hver transaktion ved kassen koble gebyret på, siger han. Med andre ord bliver det forbrugeren selv, der skal betale for at bruge dankort. For eksempel vil der på bonen stå, ligesom man kender det med plasticposen: dankorttransaktion 50 øre. - Brugeren skal selv betale. Jeg synes ikke, det er rimeligt, at vi skal agere bank omkring de gebyrer, lyder det fra Karl Søndergaard. Flere gebyrer er ikke just musik i folks ører. Til gengæld tyder noget på, at Karl Søndergaard og hans kolleger i detailhandlen kan slappe af, det er nemlig bankerne, der mister goodwill på det. I hvert fald at dømme ud fra de personer, NORDJYSKE talte med i går. - Det vil jeg blive rigtig gal over, fordi jeg synes, vi betaler nok til bankerne, mener Maria Olsen. - Jeg synes, bankerne tager rigeligt med gebyrer, lyder det fra Ninna Jørgensen. - Bankerne har altid opfordret os til at bruge dankort, det gør vi så næsten allesammen nu, og så skal vi pludselig til at betale for det. Det synes jeg ikke, man kan tillade sig, siger Kurt Paasch. Kontanterne tilbage Konsekvensen af gebyr, hver gang vi betaler med dankort, kan blive, at vi igen skal til at have flere kontanter i tegnebogen. - Hvor vi nu oplever, at masser af vores kunder betaler med dankort, tror jeg, at flere kunder vil veksle i deres egen bank og komme ned til os med kontanter, vurderer Karl Søndergaard fra Schou Epa. En vurdering der blev bekræftet af en del af de mennesker, vi mødte på gågaden i går. - Så må jeg jo hæve nogle flere penge og betale kontakt, siger Ninna Jørgensen. - Jeg vil stadig bruge det, men ikke så mange gange, siger Lisbeth Larsen.