Højen

Gedeskægsrevy kalder på latteren for 29. gang

Re­vy­hol­det til den 29. ud­ga­ve af Gedeskægsrevyen. pri­vat­fo­to

Re­vy­hol­det til den 29. ud­ga­ve af Gedeskægsrevyen. pri­vat­fo­to

GEDSTED:Om en uge skal replikkerne sidde lige i skabet. Tirsdag 19. juni er der nemlig premiere på årets Gedeskægsrevy, hvor intet er helligt - til gengæld er alt sagt med et glimt i øjet. Revyen er - ifølge en uofficiel optælling, den 29. i rækken - og den spiller også dagen efter på Gedsted Skole, som optakt til Gedeskægsfesten. Aktørerne har øvet på scenen i et par uger og en del af tiden svævet i en vis fare for hedeslag. - Revyen er bygget op over årets begivenheder i Gedsted og omegn. Uden at røbe for meget kan det nævnes, at der er noget om byforskønnelse og mangel på samme, kroens skæbne, fremkomsten af en ny beboerforening og geden, der ikke længere er på Torvet. Når vi bevæger os uden for byskiltet er der bl.a. nogle kommentarer til hvordan den nye kommune er kommet fra start, et drivhusjubilæum i Vesterbølle og et kik på hvad der tales om i Aars mand og mand imellem, fortæller Niels Heebøll, tovholder både på projektet og de skøre indfald undervejs. Forfatterholdet består af Eli Holm, Erik Holst, Erik Kragelund, Hans Brun, Niels Heebøll og som ny mand på holdet Niels Bonnerup. På scenen er en enkelt ny med nemlig Nina Christensen. Derudover optræder Jytte Andersen, Sofie Christensen, Dorte Jalk, Line Jalk, Doris Lauritzen, Tage Porskjær, Lars Hansen, Steven Trend. Johnny Trend og Niels Heebøll. Årets revyorkester består af Henning Højen, Esben Højer, Tage Asp og Jakob Reitz.