Gedigen koncert trods halvtom sal

Lisa Ekdahl leverede en professionel koncert på Skråen, der var den sidste af elleve koncerter på danmarksturnéen.
Foto: Grete Dahl

Lisa Ekdahl leverede en professionel koncert på Skråen, der var den sidste af elleve koncerter på danmarksturnéen. Foto: Grete Dahl

KONCERT "Lisa Ekdahl" # # # # # # Den smukke svenske sanglærke Lisa Ekdahl lagde mandag aften vejen forbi Skråen i Aalborg. Det blev til en time og et kvarters koncentreret koncert, hvor der blev lyttet intenst og anerkendende af de forholdsvist få fremmødte. Sangerinden spillede lidt af det hele fra hendes hidtil seks udgivelserer på svensk, men til gengæld ikke noget fra hendes karrieres mellemperiode på engelsk. Lisa Ekdahl er tilbage ved karrierens udgangspunkt, og det bar koncerten præg af. Den var ekdahlsk på alle måder. Det begyndte stille og smukt med den melankolske "Ljüg för mig älskling" fra hendes nyeste udgivelse "Pärlor av glas". Den særprægede stemme, der nærmest hviskende bliver gennemtrængende og så hviskende igen, blev kun suppleret af tonerne fra klaveret og gengældt af et koncentreret publikum. Herefter blev der tilsat flere instrumenter til koncerten, og Lisa Ekdahls velkendte blandingsgenre, hvor fransk mussette, salsa og countryfolk forenes, blev veludført af hendes band, og især den nye "Där ser du själv hur högt du når" var et af højdepunkterne, hvor især bandets guitatarist fik frie tøjler til at vise sine talenter på både mundharmonika og med slideguitar. Pudsigt var det imidlertid, at Lisa Ekdahl forsvandt, da det instrumentale tog over, og det kunne virke en smule krukket, hvis ikke det var fordi, hun kom ud igen med fornyet energi. For bagefter blev stemningen lidt mere intens, da sanglærken kom tilbage på scenen og rent faktisk begyndte at snakke til publikum. Det viste sig, at hendes måske største hit "Vem vet" fra første cd fra 1994 havde en sjov historie, om at hendes stemme ikke duede til korsang på en vens cd, men til gengæld var god nok til en pladekontrakt. "Vem vet" faldt ikke overraskende i publikums smag, og løftede stemningen i den ellers halvtomme koncertsal, men det var ærgerligt, at Lisa Ekdahl ikke benyttede lejligheden til at fyre godt op under sangen fremfor at synge den i lavt tempo med et gran for meget af kunstnerisk krukkethed over sig. Sidste nummer, det ellers udmærkede "Ljüdlöst salt" fra "Pärlor av glas" sagde meget om den desværre alt for tomme sal på Skråen, da ørehængeromkvædet "La la la la la" ikke engang gav anledning til lidt fællessang. Tilfredsheden over koncerten var imidlertid ikke til at tage fejl af, da bandet blev kaldt ud til ekstranummer - det klassiske "Öppna upp ditt fönster". Koncerten på Skråen var den sidste ud af elleve på danmarksturnéen, og alt i alt leverede Lisa Ekdahl en gedigen og professionel performance, som er svær at pege fingre af. Hun formåede dog aldrig helt at tryllebinde publikum, og det skyldes givetvis de tomme stole i salen. Rasmus Boserup rasmus.boserup@nordjyske.dk "Lisa Ekdahl". Skråen, mandag aften.