Gedsted får mere plads at hoppe på

Gedsted Gymnastikforening har fået 20.000 kroner, så den kan leje sig ind i Gedsted hallen

Gedsted Gymnastik kan se frem til mere plads at boltre sig på, nu hvor Kultur- og Fritidsudvalget i Vesthimmerlands kommune har besluttet at give foreningen et lokaletilskud, så gymnasterne kan leje sig ind i Gedsted Hallen. I øjeblikket holder Gedsted Gymnastikforening til i gymnastiksalen på Gedsted Skole Gedsted Gymnastikforening har længe ønsket at flytte nogle af foreningens aktiviteter over i hallen, da pladsen i skolens gymnastiksal var begyndt at være for lille til foreningens mange aktiviteter. Især foreningens springhold kræver en del flere kvadratmeter til at rumme de mange redskaber. Gymnastikforeningen har blandt andet indkøbt en 15 meter lang Team Track-springmåtte, der fylder hele gymnastiksalens længde og så det halve af bredden. Måtten er på grund af sin størrelse ikke lige sådan at flytte rundt med, og derfor havde gymnasterne således kun en halv gymnastiksal at bruge til de øvrige springaktiviteter samtidig med, at Team Trackens muligheder blev væsentligt begrænset ved, at man ikke havde den ønskede gulvplads til tilløb. Men de pladsproblemer er nu muligvis fortid, efter Kultur- og Fritidsudvalget har bevilget 20.000 kroner til at leje hallen i fem timer om ugen. Sammen med springholdet følger også de to børnehold med over i hallen. Foreningens øvrige hold fortsætter med at benytte skolens gymnastiksal.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.