Møldrup

Gedsteds nye hyrdepar

GEDSTED:Niels Heebøll og Trine Øland Christensen er valgt som nyt hyrdepar i Gedsted. Det skete i forbindelse med den netop overståede Gedeskægsfest, som har budt på et væld af aktiviteter og indslag, fordelt over otte dage. Fredag aften blev det nye hyrdepar udråbt på friluftsscenen ved festpladsen. Forinden havde Gedsted-borgerne tages behørig afsked med det afgående par, Benny Roersen og Helle Kjær Jensen. Den nye hyrde, der er på vej mod sin 50 års fødselsdag, har boet i Gedsted i 24 år. Han stammer oprindelig fra Fredericia, er uddannet folkeskolelærer og er ansat på Møldrup Skole. Samtidig er han far til tre voksne børn. Niels Heebøll er i dag en af ankermændene i Gedsted Musik- og Teaterforening. Det startede for omkring 12 år siden, da han hjalp med at lave kulisser mm. Siden har tingene udviklet sig hastigt, og i dag er han nærmest kendt som "multikunstner", idet han både forfatter tekster, er instruktør og også selv optræder på de skrå brædder, når Gedsted Musik- og Teaterforening går på scenen. Den nye hyrdinde, Trine Øland Christensen, er en dame i sin bedste alder. Hun arbejder som lægesekretær og er mor til to store piger. Trine Øland har i mange år været tilknyttet Gedsted Gymnastikforening, hvor hun har leveret en stor arbejdsindsats. Desuden er hun aktiv hos KFUM-Spejderne i Vesterbølle. Det nye hyrdepar ser det som en af sine fornemmeste opgaver, at man kan være med til at arbejde for "nye tider - og nye traditioner": - I mange år har hyrdeparret stået bag opfindsomme ideer og sjove påfund, med det formål at tjene en ekstra skilling. Det vil vi selvfølgelig også gøre, men i år vil vi forsøge os med en god portion nytænkning. Men det bliver en meget positiv oplevelse, som vi glæder os til, erklærer Niels Heebøll. Det nye hyrdepar fik dog lov til at hvile på laurbærrene under de sidste Gedeskægsdage. Det var nemlig Benny Roersen og Helle Kjær, der gjorde deres "regeringsperiode" færdig, bl.a. ved at sælge vin til de to revyopførelser på skolen, tage del i Markedsdagen på Torvet og ved at afholde stort loppemarked ved hallen.