Gem tv-nyhederne til de små er kommet i seng

Tre eksperter i børns vilkår opfordrer forældre til at lave deres egen mediepolitik

EMNER 20. marts 2003 07:00

NORDJYLLAND: Børn har brug for, at deres forældre har en mediepolitik der sikrer, at de mindste ikke i den kommende tid oplever et bombardement af krigsbilleder i fjernsynet. Ligeså vigtigt er det, at de større børn ikke ser krigs-tv alene og at de får mulighed for at snakke med de voksne om det, de ser. Krigsrådene er lavet af Frode Muldkjær, nordjysk børnejournalist og tidligere formand for Børnerådet, Jens Christoffersen, der er fhv. overlæge samt Per Kjeldsen, der er psykolog. - Vi har i mange år arbejdet professionelt med børns vilkår og vi ved, hvor vigtigt det er at børn får snakket med deres forældre om alt det, som de ikke forstår og som gør dem ængstelige og forvirrede, siger Frode Muldkjær. De seks gode råd til børnefamilierne lyder: Drop alle nyhedsudsendelser indtil klokken 21. Begræns de mindste børns deltagelse. Se nyhedsudsendelserne sammen med familiens større børn fra klokken 21. Tal med de større børn om de spørgsmål og indtryk, som udsendelserne giver. Lad dine holdninger være præget af respekt for dialog og menneskerettigheder. Hjælp børnene til kritisk brug af internettet. - Krigen vil medføre et ekstremt voldsomt bombardement af indtryk, og de mindste børn tænker meget konkret og de har svært ved at adskille det, de ser fra deres egen virkelighed, siger Per Kjeldsen. Hvis man ukritisk lader børnene kigge med, kan de vende ængstelsen og bekymringen indad, og det kan skabe en grundlæggende angst og gøre det svært for dem at håndtere konflikter.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...