Gemte 30 kilo hash og to pistoler hos forældre

En 24-årig er blevet dømt for at opbevare store mængder narko og to våben

Foto: Michael Koch

Foto: Michael Koch

SVENSTRUP:En 24-årig mand gemte 30 kilo hash og to pistoler i sine forældres skur i en mindre by uden for Svenstrup, uden at forældrene vidste noget om den usædvanlige opbevaring.

Den 24-årige har siddet varetægtsfængslet siden 27. juni. Onsdag erkendte han så i retten, at det var ham, der havde anbragt de store mængder narko og de to våben i skuret, og det kostede ham et år og otte måneders fængsel.

Det oplyser anklager Mathias Andersen.

Skyldte penge

I Retten i Aalborg forklarede den 24-årige, at det ikke var hans narko eller våben, men at han opbevarede det for en person, som han skyldte penge. Opbevaringen var derfor en måde at afdrage på gælden på, fortalte han.

Den dømte ønskede dog ikke at sætte navn på denne person, som angiveligt er ejermanden til hashen og pistolerne.

Straffelovens bestemmelse om ulovlig våbenbesiddelse under særligt skærpende omstændigheder blev før sommer skærpet, så det minimum koster to års fængsle. Den 24-årige blev dog kun dømt efter våbenloven samt for besiddelse af narko efter straffeloven.

Den 24-årige modtog dommen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.