Kunst

Gemte, men ikke glemte sange

Sidst i juni præsenteres en forestilling om Gustav Winklers musikalske liv

HOBRO:En nær ven af Gustav Winkler er død, og i afdødes lejlighed mødes en maler, to flyttefolk og en arving tilfældigt, og herfra udvikler historien sig. Det er historien om Gustav Winklers musikalske univers, som herfra fortælles i en nyopsætning, og det er Sven Wortmann, Thomas Biel Hansen og Henrik Vestergaard Nielsen, der har skrevet manuskriptet. "Gem et lille smil...." har de kaldt forestillingen, som er blevet til med hjælp fra Kulturkommune 2003, og den bliver opført i Det Røde Pakhus på Havnen i Hobro - første gang 24. juni og derpå frem 27. juni. Gennem forestillingens personer får publikum historien og det lette liv - og om kritikkerne af Gustav Wincklers musik, og ikke mindst om den berusende, men svære kærlighed. Det bliver et univers af gemte, men ikke glemte sange, og musikken sørger Gustav Winckler All Stars for under ledelse af Flemming Høgild Berg. Gustav Winckelr indspillede i en periode på knap 30 år over tusind sange - både fordanskninger af amerikanske swingting, men også en perlerække af egne numre. Spændvidden i hans musik var stor - lige fra de tætte og stemningsfyldte serenader, hvor det driver ned ad væggene af god gammeldags romantik, til de swingende Bigband arrangmenter til sømandsviserne. Der var også revyviser, dansktop-sange og sågar rock. Hvem husker ikke "Skibet skal sejle i nat" og "Gem et lille smil..." og samarbejdet med Bent Werther i "Bare der er sol i dine øjne". Ud over at være solist producerede han flere af tidens koryfæer som blandt andet Rock Nalle, Cæsar, Teddy Edelmand, Bjørn Tidemand, Dario Campeotto, Papa Bue og mange andre. Inspirationen i Gustav Wincklers tidlige år kom fra USA, og han var især inspireret af Bing Crosby. Han havde et tæt samarbejde med komponisten og forfatteren Thøger Olesen, og selv andre kunstnere - som for eksempel Dan Turell - var vild med hans musik. Der er altså tale om en kunstner, der virkelig favnede bredt, både musikalsk og menneskeligt, og det er det, der nu er lavet en forestilling om.