EMNER

Genåbning af Kirkens Genbrugsbutik

Stort fremmøde da genbrugsbutik rykkede ind i nye lokaler

HJØRRING:Den røde løber var rullet ud, og der var masser af gæster, der ventede på at betræde den, da Kirkens Genbrug gen-åbnede efter storbranden 12. januar. Ved den lejlighed blev lokalerne på Frederikshavnsvej lagt i ruiner, og samtidig gik et stort lager af genbrugsvarer op i røg. De nye lokaler, som i går blev indviet ligger på Farøvej 1A, og allerede inden den røde snor blev klippet over, var der mange, der ventede på at se ny nyanskaffede genbrugsartikler. - Det er faktisk gået utroligt godt med at få nye ting ind. Folk har været meget gavmilde, siger Anker Berg Mikkelsen, der er bestyrelsesformand for Kirkens Genbrug. - Jeg tror, at det måske skyldes den tid på året, som vi er i. Folk de laver jo gerne en forårsoprydning, siger han. Siden branden har Anker Berg Mikkelsen - og de andre 30 frivillige - været travlt beskæftigede med at gøre klar til genåbningen. - Det bliver faktisk rart at komme tilbage i den daglige rytme med fast vagter, siger han. I forbindelse med branden gik der værdier tabt for omkring 300.000 kroner. Mindre lokaler Lokalerne på Farøvej udgør kun 300 kvm, hvilket er betydeligt mindre end de gamle rammer på Frederikshavnsvej. Dengang rådede Kirkens Genbrug over ikke mindre end 1000 kvm. - Det kniber lidt med at være her, men vi regner med, at det bare er en midlertidig foranstaltning. Vi vil gerne flytte tilbage til Frederikshavnsvej, når det igen bliver bygget op, siger Anker Berg Mikkelsen. Hårdere varesortering De trange rammer har også haft betydning for varesortimentet. - Vi har været nødt til at være lidt hårdere i sorteringen, når vi har fået varer ind, fortæller Anker Berg Mikkelsen. Han skynder sig dog at tilføje: - Men nu får vi jo tyndet lidt ud i lageret, så folk er mere end velkomne til at komme med nogle ting til os. Ulønnede hjælpere Medhjælperne i Kirkens Genbrug er ifølge Anker Berg Mikkelsen alle frivillige. - Lønnen, den bliver udbetalt i kaffe, siger han med et smil. Blandt andet derfor så plejer genbrugsbutikken at lave et pænt overskud hvert eneste år. Det giver Kirkens Genbrug mulighed for at sende sine indtægter til Danmission og Samvirkende Menighedspleje.