Socialforsorg

Genansæt plejehjemslæger

Embedslægen har konstateret problemer omkring medicinering på plejehjem. Plejehjemsbeboere er vores mest sårbare patientkategori, så der kan være god grund til at kigge lidt på disse forhold med jævne mellemrum.

Inden for de seneste 20-30 år tegner sig et billede af en stedse mindre fremtrædende placering for lægen i forhold til en række institutioner, som før var lægebetjent. Plejehjemslægerne blev udfaset gradvist, og beboerne blev tilmeldt sygesikringssystemet. Nogenlunde samtidig gled også tilstedeværelsen af sygeplejeomsorg ud og erstattedes med personer med uddannelse indenfor praktisk bistand og personpleje. Den omtalte overførsel af plejehjemsbeboerne til sygesikringslægerne var ikke uden modstand og medførte mange kritiske bemærkninger fra lægeside. Sygesikringssystemet var oprindeligt tiltænkt personer, som var habile og selv kunne søge lægen af egen drift, hvilket ikke er tilfældet med de svageste ældre i plejehjem. Problemstillinger omkring de svageste blev yderligere accentueret af, at den kontakt, som lægen havde med sygeplejersker på et klinisk medicinsk niveau, gled i baggrunden, efterhånden som det mere var den personlige plejefunktion, som skulle være kærneydelsen i forholdet til plejehjemsbeboerne. Man afskaffede således plejehjemslægen, der med faste mellemrum kunne gennemgå beboersituationen, medicin m.v. I stedet skulle plejehjemmet samarbejde med den enkelte beboers læge, hvilket i praksis kan blive et meget stort antal forskellige læger. Hver gang der indlægges et filter mellem patient og læge, er der mulighed for, at noget går galt i kommunikationen. De svageste personer kan ikke selv af egen drift søge læge, men en social- og sundhedsarbejder skal henvende sig på pågældendes vegne til lægen. Det besvær og den knaphed, der kan være med tid og tilgængelighed i det daglige, vil påvirke den service, som de ældste beboere vil få. Lægemangelen nødvendiggør en prioritering af opgaverne. I en travl lægehverdag er der ikke tvivl om, at den måde, som opgaverne bliver løst på, ofte afhænger af opgavernes dramatik. Der vil være ganske betydelig konkurrence om lægens opmærksomhed i det daglige, så de mest dramatiske og ihærdige patienter vil få nemmest adgang til lægehjælp. En anden ting, der kan gøre den medicinske omsorg for vore svage plejehjemsbeboere dårligere, er adgangen til medicinbestilling via edb. Såfremt man tilmed foretager en aflastning af hjemmeplejen ved en visitering til dosisdispensering, afstedkommer det en mangel på tilbagemelding til lægen fra en klinisk uddannet person vedr. evt. uheldige konsekvenser af den aktuelle medicinering. Derfor er det ikke overraskende, at embedslægen fremkommer med kritik. Det var forudsagt allerede ved omlægningen. Det er nødvendigt at økonomisere med den lægehjælp, vi har tilgængelig nu. Der er kun 24 timer i døgnet, antallet af læger til at betjene den stedse ældre befolkning er stærkt faldende, og lægemangelen vil blive endog meget mærkbar indenfor kort tid. Hvad kan vi så gøre? På plejehjemsområdet følgende: 1. Der skal genansættes nye plejehjemslæger, der systematisk går stuegang som i gamle dage. Man kan forudse et problem med at rekruttere læger til stillingerne, men med de rette midler vil det ikke være umuligt. For de enkelte plejeinstitutioner må det blive en lettelse kun at forholde sig til én læge. 2. Såfremt de svageste fortsat skal være i sygesikringssystemet, må der afsættes mere tid til varetagelse af den ofte komplicerede opgave at lægebetjene gamle mennesker med mange samtidige sygdomme. Det er således nødvendigt med en reorganisering af lægearbejdet i forbindelse med omsorgen for plejehjembeboerne, men også andre traditionelle lægeopgaver må nødvendigvis revurderes med henblik på at skaffe de fornødne ressourcer til at varetage opgaverne på plejehjemmene. Konklusion: Når systemer ændres f.eks. på plejehjemsområdet, kan der opstå situationer, som er uhensigtsmæssige eller forkerte. I forbindelse med ændringer vil læge eller sygeplejerske blot fortsætte i de nye arbejdsstrukturer, selvom de eventuelt slet ikke føler for det. Efterfølgende må de tage de bebrejdelser, som måtte opstå på baggrund heraf. Nutidens plejehjembeboere er betydeligt dårligere og mere plejekrævende end tidligere. Sårbarheden er anderledes og utvivlsom stigende. Spørgsmålet er, om vi med hensyn til den lægelige og kliniske omsorg har indrettet os fornuftig. Der er noget, der taler for, at det ikke er tilfældet, så der kan være god grund til at kigge på det og få rettet op på kursen.