Genboer i årelang krig

Kan jordfarver være røde, og hvorfor kan Werner ikke se havet? En gammel strid om et legeland har atter fået ilden til at knitre i Jerup.

Lars Hofmeister
og Bente Poder (foto)
Werner Gallus har tidligere sejlet med ubåd, og sømanden savner udsigten mod havet. I stedet kan han se på et farvestrålende legeland.
Lokalpolitik 12. september 2011 08:33

Werner Gallus er født i Tyskland, og før han blev pensionist, havde han et job, hvor han afprøvede u-både. Sejladsen med u-bådene foregik tit i havet ud for Danmark, og skæbnen ville, at Werner Gallus i dag bor i et gult hus med hvide vinduer på Skagensvej i Jerup. NORDJYSKE besøgte byen en dag i august, solen skinnede, og lige nu står vi ved siden af tørrestativet i Werners have. Alt er dejligt, og så alligevel ikke helt. På den anden side På den modsatte side af den tæt befærdede Skagensvej bor Bent Størup, og udover, at han ejer et velbesøgt cafeteria, der bærer navnet Stengrillen, er han også indehaver af et legeland med blandt andet hoppeborge, elastikspring og rutchebane. Problemet er, at legelandet blokerer for Werner Gallus' udsigt ud mod Kattegat, og det er den tidligere sømand grundigt træt af. - Det legeland er ren Gummi-Halløjsa, og det hører ikke hjemme i Jerup, mener Werner Gallus, som ikke er den eneste, der er kritisk. Gennem årene har seks naboer i byen klaget over legelandet, men indtil videre uden held. En lang række borgere støtter dog legelandet, og flere mener ligefrem, at hoppeborg, elastikspring og rutchebane er god reklame for Jerup. Det var ulovligt I grove træk har forløbet udspillet sig på følgende måde, og som den opmærksomme læser vil kunne se, har der mildt sagt været tale om en politisk zag-zag-kurs: Da Bent Størup for syv år siden begyndte at sætte sit legeland op, havde han ikke en tilladelse fra kommunen. Senere blev der vedtaget en lokalplan, der lovliggjorde legelandet i to måneder om sommeren. Resten af året skal legelandet være lukket, og luften skal være ude af forlystelserne. Protesterne har i alle årene været hårde og omfattende. I 2007 afviste Naturklagenævnet en klage fra en borger - arkitekt Keld Høgh Thomsen - der, ligesom Werner Gallus, mener, at udsigten ud mod havet er spoleret. Klagen var målrettet Frederikshavn Kommune, som har givet tilladelse til legeredskaberne, selv om loven siger, at legeredskaber af den type slet ikke må sættes op i dette område nær kysten. Men Naturklagenævnet mente blandt andet, at da legeredskaberne samlet set ikke fylder så meget i landskabet, så var der ikke grund til at gøre mere ved den sag. Striden fortsætter: Politikerne har bestemt, at legelandet må have åbent fra 15. juni til 15. august. Så langt, så godt. I august 2007 gav politikerne dog en dispensation, så Bent Størup kunne have åbent fire dage længere. I sommeren 2011 fik Bent Størup så yderligere en dispensation fra politikerne, og de næste to år har han fået lov til at holde gang i forlystelserne fra 1. juni til 1. september. Der er med andre ord tale om en udvidet åbningstid i 14 dage i hver sin ende af sæsonen. Seks borgere klager Det har endnu engang fået de seks borgere til at indsende en klage. - Kommunen kan bare ikke vedtage en lokalplan, og så give dispensation gang på gang. Dét klager vi over. Desuden klager vi over højden på legeredskaberne, og vi klager over, at Bent Størup ikke overholder lokalplanens påbud om, at redskabernes farver skal være jordfarver. Rød og blå er jo ikke jordfarver, siger Werner Gallus, mens han kigger over på den store hoppeborg. Tager det roligt Vi siger farvel til Werner Gallus og går over på den anden side af Skagensvej, hvor Stengrillen og legelandet befinder sig. Vi bliver venligt modtaget af Bent Størup, og vi sætter os ved et bord i cafeteriaet. - Den her strid har jo varet nogle år nu. Jeg tar' det roligt, men min kone er træt af hele sagen. Jeg mener, at jeg har stor opbakning blandt borgerne i Jerup til mit legeland, for det er med til skabe liv og vækst i en by, hvor der ellers ikke sker ret meget, siger Bent Størup, der efterhånden betragter de mange klager som ren "sandkasse". Vi går ud af cafeteriaets bagdør og står nu midt i legelandet. På spørgsmålet om, hvorvidt han selv mener, at farverne på legeredskaberne er de såkaldte "jordfarver", lyder svaret: - Jeg har talt med Københavns Malerlaug, og de oplyser, at jordfarver "er alle mulige farver". Jordfarver er jo ikke bare grå. Desuden er det altså svært at få en hoppeborg i grå farver, siger Bent Størup. Afhængig af om man hedder Gallus eller Størup, er der naturligt nok forskellige tolkninger af striden, og det viser sig, at man i byens borgerforening slet ikke har nogen mening om legelandet. Den tavse holdning skyldes, at der i bestyrelsen sidder borgere, der enten er for eller i mod, og derfor er borgerforeningen nødt til at være "neutral", som det hedder. - Borgerforeningen vil gerne arbejde for, at Jerup også fremover er en dejlig by at bo i. Officielt har vi ikke nogen mening om striden, siger formanden for Jerup Borgerforening, Birgit Christensen diplomatisk. Hvorfor dispensation? Men spørgsmålet er så, hvorfor politikerne i Frederikshavn Kommunes plan- og miljøudvalg tilsyneladende bliver ved med at give dispensation til Bent Størup, når nu der er helt klare retningslinjer i lokalplanen. - Lokalplanen retter man sig selvfølgelig efter. Men der kan sagtens opstå noget, der gør, at man bliver nødt til at ændre lokalplanen, siger formanden for plan- og miljøudvalget John Christensen (V). En god opbakning - En af grundene til, at Bent Størup netop har fået en dispensation til at udvide åbningstiden er, at vi i udvalget har indtryk af, at legelandet har opbakning blandt borgerne i byen. Desuden er Jerup en af de byer i kommunen, der er inde i en positiv udvikling. Der flytter nye borgere til byen, og det kan muligvis være legelandets skyld, konstaterer John Christensen. Nu er det september, og luften er blevet lukket ud af de oppustelige forlystelser. Har freden mon sænket sig?

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...