Genbrug er en god ferieoplevelse

Affaldsselskab oplevede rekordstor tilstrømning til rundvisning, som er åben for turister og lokale

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Rosa, Sofie og Henry på batterijagt i besøgscentret. Foto : Bent Bach

HJØRRING:Glem alt om rutsjebaner og hoppepuder, hvis familien skal have en ferieoplevelse. En tur ud til affaldsselskabet AVV med en rundtur gennem hele genbrugs- og affaldsproduktionen er også en god og anderledes ferieoplevelse. Det måtte AVV sande forleden, hvor 150 mødte op til årets rundvisning. Flere end forventet. - Drengene har glædet sig hele dagen, sagde Helle Stecher, som havde sønnen Andreas (4) og dennes kammerat Tobias Christensen (5) med. - Øijj. Vi skal også hen og se ovnen, lød det begejstret fra Andreas. Medarbejderne fra AVV delte den store flok op i hold, som derefter bevægede sig rundt gennem genbrugsafdelingerne med papir-glas, og plastaffald, kom ind i kontrolrummet og så ilden i ovnen. - Nu skal vi ind og se noget virkelig ulækkert. Det synes børnene som regel, sagde AVVs Flemming Nielsen, som ledte et af holdene. I modtagestationen for farligt affald, har AVV nemlig et hermetisk lukket rum med sygehusaffald. Flemming Nielsen fortalte, at det blandt andet indeholder arme og ben, hvilket fik børnene til at spærre øjnene op. I døren til rummet var et rundt kighul, som dog ikke bragte ulækre syn for dagen, da alt i rummet er pakket ind. - Det er ærgeligt, at vi ikke kan se nogle arme og ben, lød det fra Henry Moltke. Kirsten Jørgensen fra Bjergby havde ham og pigerne Rosa og Sofie Jørgensen med på udflugten. - Der skal jo ske et eller andet i ferien, og det her er et godt tilbud om at se hele genbrugsforløbet på AVV. Og så fik vi at vide hjemmefra, at vi endelig skulle huske at se Benthe Nordheims skulptur i besøgscentret, sagde Kirsten Jørgensen. Turen sluttede af med kaffe, saft og småkager i besøgscentret, hvor AVV-folkene måtte finde alternativer, da småkagerne slap op.