EMNER

Genbrug fra Pandrup hjælper lokalt

Salg af genbrugstøj fra Røde Kors butikken i Pandrup kan være med til at redde liv i nærområdet.

Røde Kors butikken i Pandrup fik meget større overskud i 2008 end året før. Et modeshow var med til at reklamere for varerne. Arkivfoto: Erik Sahl

Røde Kors butikken i Pandrup fik meget større overskud i 2008 end året før. Et modeshow var med til at reklamere for varerne. Arkivfoto: Erik Sahl

- Butikken solgte for 185.000 kr. i 2008 mod 135.000 kr. året før. I år har bestyrelsen besluttet at bruge et større beløb lokalt og ikke globalt, fortæller kasserer Karsten Hansen, Pandrup. Men først ønsker den lokale afdeling af Røde Kors ideer fra lokalbefolkningen. - Vi bruger 135.000 kr. til syv hjertestartere. Det koster de med ophæng og skilte. Hjertestarterne skal anbringes centrale steder i V. Hjermitslev, Ingstrup, Saltum, Moseby, Kaas, Pandrup og Blokhus. Men hvor? I Blokhus er det oplagt at tænke på Jansen eller bowlingcentret og i Pandrup i vores genbrugsbutik. I Moseby er der Spar, men måske er der bedre ideer? Flere tænker bedre end én. Derfor ønsker vi forslag. Jeg har hjertestarterne hjemme hos mig og de bliver hængt op, så snart det kan passes med mit arbejde for Epoka, siger Karsten Hansen. Han kan ikke forklare det væsentligt større overskud fra genbrugsbutikken i 2008. - Ikke med andet, end at butikken har gode varer til få penge. Måske det også har noget at gøre med turister. Bliver det koldt, køber de måske en billig jakke. Butikken er måske også blevet mere kendt. Der blev forsøgt med et modeshow og det balancerede, tilføjer han. Hune er ikke glemt ved udvælgelse af samfund, der får en hjertestarter. Der er allerede en i kirken.