EMNER

Genbrug hos Frelsens Hær

HJØRRING:Tøjet hænger tæt. Børnetøj, festtøj, habitter og hatte i et stort udvalg. Sådan ser der ud i Hjørrings nyeste genbrugsbutik hos Frelsens Hær, Lollandsgade 9. Charlotte Jakobsen viser begejstret rundt. Hun er blandt 52 ansøgere udvalgt som daglig leder af butikken, der også efterhånden skal have en række frivillige til at hjælpe med. - Tøjet her kommer fra Frelsens Hærs store centrale genbrugscenter, Genbrug Nord, i Hadsund. Dertil kommer der mellem 20 og 25 tons tøj om ugen. Det bliver sorteret i flere omgange, og fordi der er så meget, så sorteres det bedste og pæneste fra og sendes til de fire genbrugsbutikker under Frelsens Hær. Jeg får tøj en gang om ugen, siger Charlotte Jakobsen. I lokalerne i Lollandsgade er der indrettet en lille café, hvor man kan få en snak og en kop kaffe. - Det var også meningen, at der skulle være et lille computerhjørne, hvor man skulle kunne sidde og lave sit cv og søge job, men allerede den første weekend blev computeren stjålet, beklager Charlotte Jakobsen. Hun er uddannet skrædder og har haft sin egen systue. Det er meningen, at hun skal have indrettet et lille idéhjørne, hvor hun skal prøve at vise kunderne, hvad der kan komme ud af nogle af genbrugstingene, så de selv kan blive inspirerede. - Det kan for eksempel være at sy puder til teenageværelset af cowboytøj, siger Charlotte Jakobsen. Hun bestiller en gang om ugen nyt tøj fra centret i Hadsund. - Jeg har mulighed for at bede om noget specielt, hvis der er nogen med særlige ønsker, fortæller den daglige leder. Den nye forretning har åbent alle hverdage - også lørdage.