EMNER

Genbrugsbutik en kæmpe succes

Både de 32 frivillige og byens borgere glade for det social miljø i butikken

NØRAGER:Efter at have eksisteret i knap halvandet år har Kirkens Korshærs genbrugsbutik i den gamle møbelforretning i Jernbanegade i Nørager vist sig at være en stor succes. 32 frivillige, primært pensionister, står på skift for den daglige drift af butikken, der har åbent seks dage om ugen. Og det er ikke bare sidste års overskud på 230.000 kroner, der via Kirkens Korshæs hovedkontor i København er blevet anvendt til forskellige former for socialt arbejde på landsplan, som kasserer Marie Orbesen bruger som synlig bevis på succesen. - Som førtidspensionist har jeg også et stort personligt udbytte af at deltage som frivillig i arbejdet med at drive genbrugsbutikken. Fra andre ved jeg, at de er glade for at komme her og på den måde få social kontakt og en snak med andre mennesker som alternativ til at gå alene hjemme, påpeger Matrie Orbesen. Hun fremhæver samtidigt den flotte opbakning, som genbrugsbutiken har mødt blandt borgerne i Nørager. - Mange er glade for, at den tidligere møbelforretning efter at have stået gabende tomt i flere år igen har fået liv, og vinduerne er blevet pyntede med mange af vores genbrugsting, tilføjer hun. Det sociale vigtigt Bag initiativet til at etablere en genbrugsbutik i Nørager var pensionistægteparret Grethe og Henning Rolighed, der i fire år før oprettelsen i Nørager havde fungeret som frivillige i Kirkens Korshærs genbrugsbutik i Hobro. Henning Rolighed er i dag formand for bestyrelsen for genbrugsbutikken, og sammen med næstformand Inger Husum er han enig med Marie Orbesen i succesen. - Vores kunder kommer fra hele kommunen samt nogle af nabokommunerne, og mange af dem kommer ikke bare for at handle, men lige så meget for at få en kop kaffe og en social snak med nogle af os frivillige eller andre kunder, påpeger han. - Som princip har vi den aftale, at uanset hvor travlt der er i butikken, så skal dere altid være en frivillig klar til at snakke med folk, hvad enten det bare er hyggesnak over en kop kaffe eller mere alvorlige personlige problemer. Den sociale side skal der nemlig altid være tid til i arbejdet som frivillig her i butikken, tilføjer Inger Husum. Ifølge de tre frivillige er kunderne folk fra alle mulige samfundslag, blandt andet mange af de afghanske flygtningefamilier i Nørager. -Vi åbnede butikken på et heldigt tidspunkt, da størsteparten af dem netop var ankommet til byen og havde behov for en masse genbrugsting til at etablere sig i deres boliger,erklærer Henning Rolighed. Populære ting På skift står et hold på fire - fem frivillige for driften at butikken, der har åbent fire timer hver eftermiddag ugens fem første dage samt to timer lørdag formiddag. - Egentligt havde vi ved indvielsen af butikken ingen planer om lørdagsåbent, men efter kort tid følte vi et behov for at tiltrække specielt unge kunder. Med lørdagsåbent har vi også opnået den sidegevinst, at folk i weekenden kan komme og aflevere deres genbrugsting, blandt andet fra dødsboer, forklarer Henning Rolighed. Ifølge de tre frivillige er rigtig mange borgere i Nørager Kommune og nabokommunerne flinke til at skænke ting til butikken, hvad enten det er diverse nipsgenstande, gamle bøger, køkkenredskaber, tøj eller møbler. - Pudsigt nok oplever vi blandt andet, at det er umuligt at sælge 30 år gamle frakker og ottomaner fra 60'erne her i Himmerland. I stedet sender vi dem til en genbrugsbutik i Århus, hvor de hurtigt bliver solgt, påpeger Henning Rolighed. - Ja indimellem falder vi frivillige også selv for spændende ting i butikken. Men erfaringen viser, at det drejer sig om at købe dem her og nu før andre, tilføjer Marie Orbesen med et smil.