Brovst

Genbrugsbutik flytter

15. januar er det slut med genbrugsbutikken i det tidligere missionshus i Halvrimmen. Huset er solgt og genbrugsbutikken flytter til missionshuset i Østergade i Brovst.

- Vi regner med, at genbrugsbutikken åbner i Brovst i marts, så der bliver altså et par måneder, hvor den er lukket, siger Jakob Sørensen, Brovst, som står for butikken i Halvrimmen. Der har været genbrugssalg i missionshuset i Halvrimmen i 12-15 år. - De ting, vi sælger, får vi foræret. Så der er gennem årene blevet en pæn skilling i overskud, som er sendt videre til Indre Missions arbejde blandt børn og unge, fortæller Jakob Sørensen. Han tilføjer, at der har været stor interesse for at købe det tidligere missionshus i Halvrimmen. Den første køber sprang fra, men der var flere købere på venteliste.