Genbrugsplads på Saksagervej

Løkken-Vrå Kommune så hellere, at den kom til at ligge i Vrå

Lokalpolitik 1. november 2002 07:00

HJØRRING: I det nye år kan man måske komme af med sit genbrugsaffald på en helt ny AVV- genbrugsplads på Saksagervej syd for Poulstrup. Udvalget for teknik og miljø har netop givet grønt lys til embedsmændene, der nu skal igang med at lave et lokalplanforslag for pladsen. Løkken-Vrå Kommune har varslet, at den måske vil gøre indsigelse imod forslaget, når det skal ud i høring. Kim Bach (G), udvalgsformand i Løkken-Vrå Kommune, mener, at genbrugspladsen ville ligge meget bedre i Løkken-Vrå Kommune. - Vi mener, at pladsen ikke bør ligge i det åbne land, men på et industriareal. Vi har et arel i det østlige Vrå som er velegnet, siger Kim Bach, der understreger, at Løkken-Vrå Kommune endnu ikke ved om den vil gøre indsigelse, men blot varslet, at man måske vil gøre det. Han kalder sagen helt udramatisk. Alt tyder på, at han får ret i det. I Hjørring Byråds udvalg for teknik og miljø, besluttede politikerne sig for at overhøre nabokommunens varsel om en mulig indsigelse. - Løkken-Vrå Kommune har ikke vetoret over vore lokalplaner. Hvis vi bliver anmodet om at lave en lokalplan, så tager vi stilling til det. Genbrugspladsens placering er vedtaget i AVVs bestyrelse, hvor Kim Bach iøvrigt stemte imod. AVV har set geografisk på placeringen og Saksagervej ligger godt placeret, blandt andet i forhold til Serritslev, fordi AVV måtte indskrænke pladsen på Stadevej i Brønderslev i forbindelse med motorvejen, siger udvalgsformand Ole Ørnbøl, der også sidder i AVVs bestyrelse. AVV har forhandlet med den landmand, der ejer jorden, og den side af sagen er i orden. Han vil gerne sælge.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...