Genbrugspladsen fordobler sit areal

Udbygningen budgetteret til 650.000 kr. - bliver 290.000 kr. dyrere

BROVST:Renovationsselskabet Renovest har i længere tid arbejdet med planer om at udvide kommunens genbrugsplads. Og nu har BrovstKommunes økonomiudvalg indstillet, at der bevilges de nødvendige 290.000 kroner til gennemførelse af projektet. Totalentreprisen lød oprindeligt på 650.000 kroner, som Renovest dækker. Men budgettet kunne ikke overholdes, og derfor har Renovest bedt kommunen om at finansiere det overskydende beløb. Men finansieringen til udbygning af pladsen tages ikke fra kommunekassen. - Pengene er i renovationsfonden, som har givet overskud i nogle år. Fonden er brugerfinansieret, så ved at tage pengene derfra undgår vi at tage skattefinansierede penge, siger borgmester Mogens Gade og fortsætter. - Og nu får vi en god, optimal renovationsplads, som efter udvidelsen uden tvivl vil blive et endnu mere populært sted. Grunden til, at den kommunale genbrugsplads trænger til at udvide, skyldes de flere og flere nye sorteringsmuligheder, der er kommet. De mange nye containere har nemlig været med til at medføre en mangel på plads. Ud med skraldet Ud over at fordoble det areal, hvor affaldet deponeres, så vil have- og kompostafdelingen også nyde godt af de tilførte midler. Også her bliver arealet nemlig fordoblet, så det fremover råder over 7800 kvadratmeter. Der er også reserveret mulighed for, at materielgården senere kan udvides i østgående retning. Licitationen blev vundet af entreprenørfirmaet TOPO, og det begynder allerede arbejdet på mandag 19. september.