Fodbold

General svarede igen på angreb

Allan Kjeldsen førte an med sæbeøje

Jetsmark Skive 3-1 Fodbold, 2. division PANDRUP: Jetsmark har fået en feltherre, der ikke alene styrer spillet, men også svarer effektivt igen på ufine angreb fra modstanderne. Allan Kjeldsen lignede en omtumlet bokser, der kunne være stoppet, da han 10 minutter før pausen var sendt til tælling - tilsyneladende offer for en Skive-spillers albue, uden at dommeren påtalte handlingen. Men Jetsmark-læge Palle Hyttel sagde god for, at generalen kunne fortsætte, og selv var Allan Kjeldsen ikke i tvivl. - Jeg ville være med til sidste fløjt i denne vigtige kamp. Men jeg var godt nok groggy i nogle minutter, og det hæmmede mig, at jeg ikke kunne se til den ene side, smilede den 26-årige debutant i omklædningsrummet med henvisning til den kraftige bule over højre øje. På banen havde Allan Kjeldsen først svaret igen med knotne kommentarer, der kostede et gult kort, men siden lod han støvlerne tale og stod bl.a. for det nærgående forsøg, der udløste hjørnesparket, som førte til Jetsmarks 2-1 scoring. - Lysten til divisionsfodbold er vendt tilbage, og efter denne herlige start skal vi nok redde os i 2. division, fastslog den tidligere Chang og Randers Freja-spiller, der i fjor tog en afstikker retur til barndomsklubben Asaa, som han var med til at føre op i serie 1. Værdifulde debutanter Med indsatsen i går levede Allan Kjeldsen op til de store forventninger, som er stillet til ham af den nye Jetsmark-cheftræner Henning Pedersen, der forståeligt nok også uddelte varme skulderklap til de to andre debutanter i startopstillingen. Lejesvenden fra FC Nordjylland, Torben Andersen, satte næppe en fod forkert i midterforsvaret, og i front var Brian Lassen en evig kilde til uro. - Vi burde have lukket kampen med en scoring til 3-1 på et langt tidligere tidspunkt, men denne sejr har enorm betydning. Det var også positivt, at vi udover det fysiske slid og den defensive organisation havde overskud til at støtte angriberne flittigt, og vores tre indhoppere understregede , at vi har fået betydeligt større bredde i truppen, lød det fra Henning Pedersen, mens han høfligt undlod at bemærke, at en sejr over hans mangeårige gamle klub uden tvivl varmede nogle grader ekstra. Kampfakta: Mål: 4. minut 0-1 Johnny Tveen, 28. minut 1-1 Kent Hangaard, 51. minut 2-1 Claus Vestergaard, 90. minut 3-1 Kent Hangaard. Jetsmarkm 4-4-2: Claus Svendsen - Morten Hyttel, Torben Andersen, Jan Steffensen, Andreas Overgaard - Henrik Steffensen (46. minut Thomas Bagger), Allan Kjeldsen, Bøje Andersen, Claus Vestergaard (70. minut Gökmen Yigen) - Brian Lassen (82. minut Christian Bjerg), Kent Hangaard. Advarsler: Allan Kjeldsen og Jan Steffensen, Jetsmark. Dommer: Lars Lausten. Tilskuere: 311.