Politik

General vender Maduro ryggen og støtter oppositionen

General i Venezuelas flyvevåben opfordrer andre soldater til at vende præsident ryggen og støtte rival.

Billede taget af den video, som general Francisco Yanz har lagt ud på Twitter. Her erklærer han sin støttet til parlamentsformand Juan Guaidó som midlertidig præsident.

Billede taget af den video, som general Francisco Yanz har lagt ud på Twitter. Her erklærer han sin støttet til parlamentsformand Juan Guaidó som midlertidig præsident.

CARACAS:En aktiv general i Venezuelas luftvåben siger i video, at han støtter oppositionens leder, Juan Guaidó, som midlertidig præsident.

Det skriver blandt andet nyhedsbureauerne Reuters og AFP.

General Francisco Yanez, der er en af lederne i luftvåbnets overkommando, siger, han ikke længere kan stå bag landets venstreorienterede præsident, Nicolas Maduro.

På Twitter opfordrer han andre medlemmer af hæren til gøre det samme som ham.

Yanes er den første general i aktiv tjeneste, der anerkender Guaidó. Den 35-årige parlamentsformand udråbte sig 23. januar til fungerende præsident.

Den militære overkommando har reageret på nyheden på Twitter. Her anklager man general Yanez for forræderi.

I videoen, der er lagt ud på Twitter, optræder generalen i fuld uniform.

Han siger, at han tager afstand fra Maduros "irriterende og diktatoriske udøvelse af myndighed". Han bedyrer, at 90 procent af Venezuelas væbnede styrker er imod Maduro.

- Overgangen til demokrati er lige om hjørnet, siger han

Nyheden om generalens afhopning kommer kun få timer før, at der ventes store demonstrationer i Venezuela til støtte for Guaidó.

Yanez vil ikke bekræfte, at han stadig befinder sig i Venezuela. Nyhedsbureauet AP siger, at det har fået kontakt til generalen ved at ringe op til et colombiansk mobilnummer.

Den unge politiker har i dagevis opfordret medlemmer af hæren til at bryde med Maduro.

Det er forventningen, at hvis Maduro mister hærens støtte, så er han færdig som Venezuelas leder.

/ritzau/