Generalen tilbage i AaB-geleddet

Danny Califf skal genoprette AaB’s sejlende forsvarsskude

Claus Jensen
Dan­ny Ca­liff fik en tur i skam­me­kro­gen ef­ter sit røde kort i Ran­ders for halv­an­den uge si­den. Nu er AaB-kap­taj­nen til­ba­ge for at sta­bi­li­se­re AaB-de­fen­si­ven.scan­pix
Fodbold 12. august 2007 06:00

AALBORG: Der var ikke engang spillet ét minut af AaB’s kamp mod Randers for halvanden uge siden, da anfører Danny Califf så rødt for en nødbremse. Siden har den stærke amerikanske midterforsvarer måtte se til fra skammekrogen mod Horsens og FC Midtjylland. Derfor glæder han sig voldsomt til at gøre comeback i kampen mod AGF. - Det er noget af det værste at se sit hold fra sidelinien, og det bliver ikke mindre frustrerende af, at jeg føler mig i topform. Desuden er det specielt hårdt, når man taber, for hele attituden omkring holdet har været mærket af resultaterne, fortæller Danny Califf. Kan ske igen Han har haft god tid til at tænke episoden fra Randers-kampen igennem, men han har ingen planer om at ændre på sin kompromisløse spillestil. - Man kan selvfølgelig lære noget fra alle situationer, men det hjælper ikke noget at være bagklog. Der er altid en chance for, at det sker igen, siger Danny Califf. Selv om han er gået glip af næsten tre hele kampe, så er amerikaneren ikke sat tilbage rent formmæssigt. - Det er kun halvanden uge uden kamp, og jeg har trænet hårdt i den periode, så jeg føler mig stadig helt fit, forklarer han. Endelig hjemmebane Danny Califf tænker kun på én ting, når talen falder på dagens modstander. Der skal tre point på kontoen. - Nu skal vi finde vores fødder i Superligaen, hvor resultaterne måske har lidt under, at vi har haft succes i Europa. Derfor er det også en lettelse at være på hjemmebane igen efter tre udekampe. Det bliver rart at få det ekstra rygstød, som publikums støtte giver, forklarer Danny Califf. Han indrømmer gerne, at AaB også er favoritter, for oprykkerne AGF ser ikke helt ud til helt at have fundet fodfæste i den bedste række endnu. Glæder sig til Graulund - Det bliver uden tvivl et hårdt slag, hvor det bliver afgørende, hvem der har den største vilje. - Hvem laver de ekstra løb i begge ender af banen, som kan afgøre kampene. Det skulle meget gerne være os, og personligt ser jeg frem til at skulle duellere med Peter Graulund. I det hele taget glæder jeg mig enormt meget til søndag aften, lyder det fra Danny Califf. Assistenttræner Allan Kuhn glæder sig også over at se amerikaneren tilbage på holdet. - Danny styrer forsvaret og offsidelinien. Det er ham, der header alle bolde væk foran mål, så det siger sig selv, at han er én af vores vigtigste spillere. Det kan forhåbentlig give os noget mere stabilitet i de bagerste geledder, siger assistenten.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...