"Generalen" vender ikke tilbage til Politigården

København, torsdag Af Ritzaus medarbejder Lars Aarup Posten som leder for FN's politistyrke i Kosovo bliver samtidig Kai Vittrups endelige farvel med Københavns Politi. Chefpolitiinspektør Kai Vittrup, der blandt de menige politifolk bliver kaldt "generalen", har ryddet sit skrivebord på Politigården i København. Den 1. oktober drager han til Kosovo for at lede det lokale politi og for at uddannde styrken, blandt andet i moderne gadekamp. - For mig er det en ualmindelige spændende post, siger den 61-årige politimand, der siden 1996 har stået i spidsen for hovedstadens ordenspoliti. Her har han udviklet det taktiske indsatskoncept, som politiet i hele landet nu bruger ved store demonstrationer, fodboldkampe og ved indstatsen på Christiania. Det er hans indgående erfaring med "riot control", der har kvalificeret ham til stillingen, men det bliver formentlig også hans største og sværeste opgave, fortæller struerdrengen, der arbejdede sig op gennem graderne i politisystemet. - Der skal være regionalvalg i Kosovo i oktober, og det skal helst kunne afvikles uden optøjer, siger Kai Vittrup med tanke på de voldsomme uroligheder i marts, hvor mindst 18 personer blev dræbt og omkring 270 såret. Opgaven kommer til at være både taktisk og operativ, og det gælder om at kunne sondere mellem de forskellige etniske grupper i området, forklarer Kai Vittrup, der allerede er ved at pakke kufferten. I den nærmeste tid tager han nemlig til New York for at blive briefet op om opgaven af FN. - Foreløbig er det en kontrakt på et år. Og så kan man jo se, om det er sjovt at være der, eller om de synes, at det er sjovt, at jeg er der. Hvis det fortsætter, så kan man jo vurdere, om man måske skal forlænge det. Men i hvert fald er det klart, at når man er væk så længe, med den alder jeg har, så kommer jeg ikke tilbage til Københavns Politi. Så er det slut, siger Kai Vittrup. I Københavns Politi kan Kai Vittrup se tilbage på en tid med mange store og krævende "gadeopgaver". Han trådte til, mens rockerkrigen var på sit højeste, gadekamp var ikke ualmindelige på Nørrebro, så kom gennemførelsen af EU-formandskabet og senest rydningen af Pusher Street på Christania. - Der er flere af de elementer fra de danske forhold, som kan overføres til Kosovo. Vi har jo en del rutine med opgaveplanlægning og beredskabsplanlægning, siger Kai Vittrup. Kai Vittrups nuværende chef, politidirektør Hanne Bech Hansen, skal nu til at se sig om efter en efterfølger for Kai Vittrup. - Han har fået mange store opgaver til at lykkes, og så må vi se, om vi kan trække videre på de erfaringer, som han har gjort for Københavns Politi. Men det bliver da et savn, det er da helt sikkert, siger Hanne Bech Hansen. /ritzau/