Generation Y stiller nye krav til lederne

HR-messe sætter fokus på ansattes engagement og indsats

Flemming Junker
Soulaima Gourani kommer med kontante meldinger på messen.
Aalborg 3. april 2011 06:00

De næste to arbejdsduelige generationer er få i antal. Der vil altså blive brug for hver eneste af de unge, og det stiller særlige krav til erhvervslivets ledere. Det påpeger Soulaima Gourani, der er født i 1975 og som anses for at være en af landets bedste foredragsholdere. Hun er en af en række hovedtalere ved en ambitiøs messe om ledelse og HR, som afvikles i Aalborg Kongres & Kultur Center onsdag og torsdag i den kommende uge. Messen arrangeres af PID (Personalechefer i Danmark) i samarbejde med kongres- og kulturcentret og har overskriften "PersonaleLEDELSE". Temaet for messen er "Ledelse - commitment og medarbejderperformance", hvilket er moderne erhvervsdansk for ansatte, som er engagerede og klar til at få noget fra hånden. I en tid, hvor antallet af unge under 30 - den såkaldte Generation Y - er lavt, kræver det endnu mere virksomhederne end tidligere at skabe sådan et hold. Faktisk mener Soulaima Gourani, at der i mange virksomheder er tømmermænd i sigte, fordi der under krisen har manglet fokus på talentudvikling og generationsledelse. Hun siger, at løsningerne skal findes igennem anvendelse af det hemmelige våben: Som virksomhed og som leder gælder det om at være "relevant, autentisk og original": - Du og din virksomhed skal have noget på hjerte, udover profit! Der skal være en større mening med dét, I gør. Dertil må I sikre, at I ikke blive afsløret i at have fingrene for dybt nede i kagedåsen ved eksempelvis at blive anklaget for pamperi, børnearbejde eller tildele jer selv bonus, mens I beordrer lønnedgang for andre medarbejdere, påpeger hun. - For at overleve den intensive kamp på markedspladsen, må ledelsen og virksomheden skabe et image, der beror på, at I fortjener jeres succes. Virksomheden må gerne tjene penge og have dét som et mål, det må bare ikke være det eneste mål, I halser efter, fastslår Soulaima Gourani. Hun vil i sit foredrag på onsdag give pragmatisk inspiration til, hvordan organisationen kan fastholde og tiltrække de unge, som skal danne grundlaget for virksomhedens nuværende og fremtidige succes. Hun vil også give virksomhederne et indblik i, hvad der foregår i hovedet hos en Generation Y. Hun fokuserer på de forhold, der gør, at generationen adskiller sig markant fra tidligere generationer. Eksempelvis har Generation Y et andet syn på det at arbejde og det at skabe sig en karriere. Derfor skal talentstrategien nytænkes, siger Soulaima Gourani. At unge er krævende, er intet nyt. Kombinationen af at være ung og at være et talent gør blot lederrollen ekstra udfordrende, påpeger hun.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...