Børglum

Generationsskifte i Børglum-firma

Søn overtager rattet fra sin far.

Jørgen og Peter Andersen - far og søn. Peter Andersen overtager nu en mere end 70 år gammel familieforretning.Foto: Kirsten Hyldgaard Olsen

Jørgen og Peter Andersen - far og søn. Peter Andersen overtager nu en mere end 70 år gammel familieforretning.Foto: Kirsten Hyldgaard Olsen

Siden 1976 har Jørgen Andersen drevet vognmandsforretning i Børglum, men han har nu overdraget den til sønnen Peter. Det skete i forbindelse med Jørgen Andersens 60-års fødselsdag i slutningen af februar. Det er en mere end 70 år gammel familievirksomhed, som nu skifter hænder. Jørgen Andersen overtog i sin tid firmaet fra Reinholt Nielsen i Vrensted, og siden udvidede han det med tilkøb af to andre vognmandsforretninger på Børglum-egnen. Peter Andersen er udlært lastvognsmekaniker, men har altid gået til hånde i sin fars virksomhed, og det er for ham helt naturligt, at han nu fortsætter i den bane. - Det er godt nok ikke fordi, det ikke var mere enkelt, at der gik fast løn ind på kontoen hver måned, erkender han. - Det er lysten der driver det her, fastslår den nye vognmand, der har forretningsstrategien klar: - Der skal ikke investeres i nye vilde ideer. Den faste kørsel skal passes, og det er de traditionelle ting som kreaturer, sand, grus og der er sæsoner med kornhøsten og badehuse til og fra stranden. Ja, alt hvad kunderne måtte have behov for, fastslår Peter Andersen, der råder over to lastbiler og containere til at skifte med. Firmaet drives videre fra samme adresse og beholder også sit telefonnummer.